Casper Christensen sætter hus til salg for tredje gang - denne gang lyder rabatten dog ikke på flere millioner

Siden september har Casper Christensen forsøgt at sælge sin liebhavervilla ikke mindre end tre gange.

Landstedet set fra oven. En 400 meter lang indkørsel leder til huset, der ligger fuldstændig for sig selv kun omgivet af skov og marker.

Landstedet set fra oven. En 400 meter lang indkørsel leder til huset, der ligger fuldstændig for sig selv kun omgivet af skov og marker.

Foto: Home Helsingør

I september satte kendisparret Casper Christensen og hustruen Isabel Christensen deres landsted i Tikøb til salg efter blot halvandet år.

Dengang blev den idylliske landejendom på Harreshøjvej sat til salg for svimlende 35 millioner kroner. Det er mere end dobbelt så meget som det, parret gav for boligen i sin tid.

Men efter blot tre måneder på markedet, blev ejendommen taget af boliga.dk i januar i år.

Dengang oplyste Home i Helsingør, der var udpeget som mægler af boligen, til Sjællandske Nyheder, at “boligen ikke er til salg, men at den heller ikke er solgt.”

Det holdt dog ikke længe, for måneden efter blev huset igen sat til salg, og denne gang stod en fremtidig køber til at få sig noget af en millionrabat. Den nye pris på boligen Harreshøjvej 13 lød på 29,9 millioner kroner - altså væsentligt mindre end de 35 millioner, parret i første omgang forlangte.

Nu er der igen skåret ned i prisen, dog lyder rabatten ikke på nær så meget denne gang. I en pressemeddelelse skriver Boliga, at landstedet er sat til salg for 29 millioner kroner.

Millionmønster

Huset ligger i grønne omgivelser på en indhegnet grund på fem hektar. Et sted, hvor der er rig mulighed for at nyde privatlivet med tilhørende privat skov, egen sø, badebro, shelters, bålsted, swimmingpool og en bolig på 523 kvadratmeter.

Men det er ikke første gang, skuespilleren og komikeren flytter rundt og scorer kassen. På seks år har de tilegnet sig en formue på et tocifret millionbeløb ved udelukkende at købe, istandsætte og sælge diverse boliger, hvoraf mange ligger på dyre adresser i Helsingør Kommune.

I 2018 flyttede parret væk fra storbyen til strandvejen i Ålsgårde, og efter blot to år solgte de huset med en fortjeneste på 4,1 million kroner.

Inden Tikøb i 2022 kaldte, nåede de også at bo to år i villaen i Hornbæk, som de solgte med en fortjeneste på 9,1 million kroner.

Hvis liebhavervillaen i Tikøb bliver købt for de 29 millioner kroner, kan Casper og Isabel Christensen se frem til en fortjeneste på 13 millioner kroner.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...