Jul i Roskilde venter med at blive digital

Årets udgave af “Jul i Roskilde” er på gaden.

Årets udgave af “Jul i Roskilde” er på gaden.

Den 97. årgang af julehæftet “Jul i Roskilde” er på gaden, og det skete samme dag, som Aller meddelte, at Femina fremover kun udkommer som et digitalt medie, mens magasinerne Elle og Antik & Auktion helt lukker.

Det vidner om, at det er svære tider for de trykte medier, så spørgsmålet er, hvor længe det er muligt at blive ved med at lave “Jul i Roskilde” i sin nuværende form? Udgiver Marianne Depping ser dog foreløbig ingen grund til at ændre på formlen.

- Jeg er blevet spurgt mange gange, om “Jul i Roskilde” også skal udkomme digitalt? Indtil videre holder vi fast i traditionen og det fysiske format. Folk nyder at sidde og læse et fysisk magasin, og der skal stadig være plads til at fordybe sig. “Jul i Roskilde” er også noget, man gemmer, modsat en avis, siger hun.

Marianne Depping er udmærket klar over, at hun inden for de kommende år er nødt til at træffe en beslutning omkring det digitale, og til udgivelsesreceptionen i Pipers Hus i Byparken var Fjordlandets Podcast til stede for at indspille en episode om netop “Jul i Roskilde”.

Podcast-vært interviewede Marianne Depping og flere af årets bidragydere om udgivelsen, der bruges som jule- og mandelgave i mange hjem i Roskilde.

- Så selv om “Jul i Roskilde” stadig er på tryk, markedsfører vi os digitalt, siger hun.

Temaet for årgang 97 er “Højt til himlen”, og årets profil er Nationalpark Skjoldungernes Land. Derudover kan man blandt andet læse om Caseus Ost & Delikatesser, Aaben Dans, Lars-Christian Brasks (LA) første år som folketingsmedlem, planerne for det ny Vikingeskibsmuseum, genrejsningen af FC Roskilde og historien om Sortebrødrene i Roskilde.

To af Roskilde-redaktionens medarbejdere har også bidraget med artikler. Journalist Tomas Skov beretter om sit arbejde med bogen om herretøjsforretningen Monopols 100-årige historie, mens redaktør Lars Ahn Pedersen fortæller om sammenlægningen af redaktionerne på Dagbladet og Roskilde Avis.

Foto: Lars Ahn Pedersen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...