Allerøds borgmester Karsten Längerich (V), der også sidder i KLs klima- og miljøudvalg, er som mange andre glad for den grønne trepartsaftale, der mandag aften blev offentliggjort. Og to ting ved aftalen gør ham ekstra glad.
- Jeg er rigtig, rigtig glad for, at man er blevet enig om en aftale. Og jeg synes, det er virkelig flot arbejde, at man har kunnet lave en aftale, som er så bred. Så i min verden vil det være vanvittigt, hvis der er folketingsmedlemmer, der ikke kan støtte op om den, siger han og fortsætter:
- Det her kan være en milepæl i politik i Danmark, som man også mange år ud i fremtiden vil kigge tilbage på som en meget afgørende aftale.
Læs også
- Øko-landmand har været "spændt" på CO2-aftale
- Var de ikke ærkefjender? Derfor kan landmænd og naturfolk erklære sig selv som vindere
- Partier kasserer Løkkes opfordring: Vil forhandle om trepart
- Grøn trepart skønner at 2030-målet sikres med aftale
Især er han glad for aftalens afsnit om udtagning af 140.000 hektar kulstofrige lavbundsjorde frem mod 2030 og for den rolle, kommunerne kommer til at spille i den forbindelse.
- Jeg er meget tilfreds med, at kommunerne får en aktiv rolle i at finde arealerne for lavbundsjord, for det skal ske i en dialog mellem de mange interessenter, vi har. Jeg synes, det er bedre, at vi gør det lokalt, end at en styrelse på Slotsholmen skal sidde og finde ud af, hvad der virker i Allerød og i Thy. Det er helt klart en opgave, man skal være med til at løfte i kommunerne, fordi det har at gøre med vores lokale fællesskaber, siger Karsten Längerich, som er overbevist om, at borgerne vil elske at komme ud i de nye naturarealer, der vil opstå i fremtiden.