De blå kappedes om at blive årets første studenter

Der var stort fremmøde ved flagstangen, da årets første HHX- og HTX-studenter fra ZBC Vordingborg skulle sende Dannebrog til tops.

Der var stort fremmøde ved flagstangen, da årets første HHX- og HTX-studenter fra ZBC Vordingborg skulle sende Dannebrog til tops.

Foto: Nina Lise

Det vrimlede med blå-hvide huer og en enkelt sort, da årets første studenter fra ZBC Vordingborg mandag formiddag skulle sende flaget til tops over Vordingborg Uddannelsescenter.

Det var i al hast blevet pillet ned, efter at de første studenter fra Vordingborg Gymnasium & HF få minutter forinden havde gjort det samme.

Årsagen til de mange huer var, at flere grupper var kommet ud næsten samtidig. Men Thea Borregaard Lindgreen og Rigmor Marie Sanderhoff løb officielt med titlen som de første.

- Vores eksamen var en god oplevelse. Vi har kun været seks på vores hold, så vi har haft et godt forhold til vores lærer, fortæller Rigmor Marie Sanderhoff.

- Jeg er virkelig lettet over at være helt færdig. Det har jeg ventet på, fortsætter hun.

Rigmor Marie Sanderhoff var sammen med Thea Borregaard Lindgreen oppe i PLS. De havde undersøgt bakterieforekomster på æbler og agurker.
Rigmor Marie Sanderhoff var sammen med Thea Borregaard Lindgreen oppe i PLS. De havde undersøgt bakterieforekomster på æbler og agurker. Foto: Nina Lise

Hun var sammen med Thea Borregaard Lindgreen oppe i "Proces, levnedsmiddel og sundhed" - et teknikfag på A-niveau, HTX'erne kun har i 3.G. Derfor er det intensivt med otte timer om ugen.

De har studeret svampe og bakterier på æbler og agurker. Efter at have sammenlignet, hvad der bor på økologiske og ikke-økologiske danske og udenlandske skyllede og uskyllede æbler og agurker, er Rigmor Marie Sanderhoff ikke i tvivl om, hvad hun helst vil sætte tænderne i.

-Jeg vil købe økologisk dansk - og huske at skylle, konstaterer hun med henvisning til det beskidte vand under forarbejdningen og de snavsede hænder i supermarkedet, der kommer i kontakt med vores frugter og grøntsager. 

Jonas Kimer drømmer om at tage en HA på CBS, men først skal huen fejres.
Jonas Kimer drømmer om at tage en HA på CBS, men først skal huen fejres. Foto: Nina Lise

Lettet og overvældet

Jonas Kimer blev årets første HHX-student fra ZBC Vordingborg. Hans hueeksamen var mundtlig engelsk.

- Jeg er glad og lettet, men det var også lidt overvældende at komme ud. Jeg var den første, så alles øjne var rettet mod mig, siger Jonas Kimer og tilføjer, at dagen skal bruges i selskab med familien og måske senere nogle af de andre fra klassen.

Torsdag venter vognturen, der foruden stoppene i Vordingborg går til både Ørslev, Præstø, Møn og Nr. Alslev.

- Vi har haft et godt fællesskab i klassen, siger Jonas Kimer, der - når rusen efter vognturen og gilderne har lagt sig - skal i gang med at søge job til sit sabbatår. Næste år er det planen at søge ind på CBS i København. Måske flytter han derind før tid for ikke at blive ramt, når boligpanikken op til studiestart breder sig.

 - Jeg har en, jeg har fulgtes med siden folkeskolen. Vi boede på værelse sammen på efterskolen og har gået i klasse sammen her. Vi har talt om måske at finde noget sammen, siger Jonas Kimer.

Der skal være styr på detaljen. Her er det Rigmor Marie Sanderhoff studenterblå negle.
Der skal være styr på detaljen. Her er det Rigmor Marie Sanderhoff studenterblå negle. Foto: Nina Lise

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...