Med et flot 12-tal i afsætning på A-niveau blev 19-årige Savanna Gerd Hansen fra Holbæk den første HHX-student fra Slotshaven Gymnasium i Holbæk mandag formiddag.
Savanna Gerd Hansen skal flytte i lejlighed, holde et sabbatår med arbejde og rejser og vil derefter læse jura.

Samme formiddag på gymnasiets HTX-linje modtog 19-årige Adam Narbutas Jørgensen, Asnæs, ligeledes et 12-tal og en buket blomster. Den første HTX-student på Slottet fik topkarakteren i matematik på A-niveau og sigter på den lange bane efter en videregående teknisk, naturvidenskabelig uddannelse.
- På kort sigt går jeg efter at blive så god til badminton, som jeg overhovedet kan blive og se, hvor langt det kan føre mig, fortæller Adam Narbutas Jørgensen.
Slottets øvrige studenter får deres huer på i løbet af ugen, og de bliver alle fejret ved årets dimissionsfest lørdag den 29. juni.