Skolepatruljer oplever aggressiv adfærd og for høj hastighed

I denne uge er der fokus på trafikken ved skolerne fra politiets side.

Det skyldes ikke mindst, hvad skolepatruljerne bliver udsat for af bilister og cyklister.

Der meldes om for høj hastighed, uopmærksomhed og aggressiv adfærd blandt landets skolepatruljer, når de passer på deres venner ved skolevejene.

- Det er et problem for trygheden på skolevejene generelt, at nogle trafikanter ikke viser hensyn, blæser på færdselsloven og samtidig udviser aggressiv adfærd over for de børn, som frivilligt har valgt at være skolepatrulje, og derfor sætter vi ind med kontroller landet over i denne uge, siger politiassistent Christian Berthelsen, Rigspolitiets Koncernkommunikation.

Hvert år ved skolestart kontrollerer politiet ved landets mange skoler, men det er nødvendigt at genbesøge stederne et par gange om året. Det sker i denne uge for at passe på de frivillige skolepatruljeelever, der hver dag trækker refleksvesten over hovedet for at passe på deres venner, når de bevæger sig til og fra skole.

Børn gør, som de voksne. Derfor er der en yderligere opfordring fra politiet til de voksne trafikanter.

- Når vi færdes i trafikken sammen med børn, skal man huske, at de oftest spejler sig i ens adfærd, hvorfor vi som voksne altid bør tænke over hvordan, vi opfører os, for på den måde kan vi bidrage til en ordentlig og sikker trafikkultur. Skabe et rum hvor vi alle kan være trygge. For der skal være plads til alle - og et smil skader aldrig, siger Christian Berthelsen.

Overhold færdselsreglerne

Følg skolepatruljernes anvisning

Sænk farten på skolevejene

Vær ekstra opmærksom

Vær et godt eksempel for andre

Giv et smil til de små superhelte

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...