Hvad der er forklaringen på en mands opførsel natten til søndag på en p-plads ved Roskilde Station, vil politiet meget gerne have klarlagt. P.t. er manden forsvundet.
Ved tre-tiden lagde han sig imellem, da to personer, begge fra Viby, var oppe og diskuterer på p-pladsen ved spor 1 mellem Røde Port og stationsbygningen.
Den ukendte mand stak først et par knytnæveslag i ansigtet på den mandlige del af diskussionen. Da kvinden, som var den anden part i skænderiet, forsøgte at lægge sig imellem, fik hun trukket bukserne ned. Det var formentlig det, der førte til hendes råb om hjælp og fik vidner til at ringe 112.
Gerningsmanden forsvandt i retning mod Røde Port. Han bliver beskrevet som 180-185 cm høj, iført en sort jakke over en hættetrøje og medbringende en hvid plastpose.
Patruljer ledte forgæves efter manden i flugtretningen. Men efterforskningen i sagen gav politiet indikationer om, at voldsmanden måske forinden havde været inde i kiosken på togstationen. Videoovervågningsmateriale herfra vil derfor indgå i efterforskningen for at få identificeret ham.
Personer, der måtte have set manden i området eller ved Røde Port, kan henvende sig til politiet på telefon 114 med oplysninger i sagen.
De to ofre i sagen er begge 25 år.