Carmen-chefens sommerhus har fået ny ejer

Arne Bybjerg byggede Røsnæs-sommerhuset med den storslåede udsigt. Nu skifter hus og udsigt ejer.

Arne Bybjerg byggede Røsnæs-sommerhuset med den storslåede udsigt. Nu skifter hus og udsigt ejer.

En enestående udsigt på Røsnæs. Flot natur. Et hus med en historie.

Ingredienser, der fik Carmen-stifter Arne Bybjergs gamle sommerhus på Vikingbane 6 i Kongstrup på Røsnæs til at skifte ejer kort efter, at det blev udbudt til salg.

Der var rift om huset. Alene på den dag, da der blev holdt åbent hus, kom der ni hold med i alt 32 personer for at kigge på.

- Samme dag erklærede tre, at de ville købe, fortæller Iben Nielsen, indehaver af Home, Kalundborg.

Huset er solgt til udbudsprisen, 4.495.000 kroner. Købere er et midaldrende ægtepar fra Roskilde, som i forvejen har et sommerhus et andet sted i Danmark. Nu skifter de det ud med det 68 kvm store sommerhus på den 3.347 kvm store grund i Kongstrup Bakker.

For dem er det udsigten, beliggenheden og nærheden til naturen, der har fået dem til at træffe beslutningen. Overtagelsen finder sted den 1. oktober.

Ejeren gennem de seneste 52 år, Anette Otto, 79 år - som selv har haft en chefstilling på Carmen - er glad for, at det er gået så hurtigt, selv om beslutningen om at sætte huset til salg ikke var let for hende.

Ejendomsmægler Iben Nielsen kalder det en fantastisk oplevelse at få et hus som dette - et sted med en historie - til salg.

- Jeg har været helt høj efter salget. Det er sådan et salg, der kildrer i maven, siger hun.

Som da det blev bygget

Sommerhuset er bygget i begyndelsen af 1960’erne. Det er hyggeligt, og udsigten er storslået. Man ser ud over Kalundborg Fjord og Kirkebugten, ud mod Storebælt og Kattegat og mod Fyn og Samsø.

Curlers-chef Arne Bybjerg havde, kort før Carmen Curlers blev grundlagt, fået et godt øje til dette sted tæt på og højt hævet over Kalundborg Fjord.

Her var dengang en mindre skov, som han købte af ejeren af “Kongsgård” i Kongstrup. Skoven blev næsten ryddet, og Arne Bybjerg opførte efterfølgende det sommerhus, som stadig ligger der - i stort set uændret stand.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...