En stribe tyverier fra biler har de sidste nætter ramt Nordsjællands Politikreds. Mindst to af tyverierne kædes sammen af politiet.
I den mere kuriøse afdeling, så kom en bilejer klokken 0.50 natten til lørdag til Snekkersten station, hvor hans 12 år gamle Ford Fiesta holdt parkeret. Bilen havde dog fået knust i højre fordør - og gearstangen samt venstre fordør var fjernet fra bilen.
Fra Hillerød har politiet fået anmeldelser om to varevogne parkeret i Løngangsgade, der natten mellem torsdag og fredag er blevet brudt op, hvorefter der er fjernet værktøj.
I Allerød nærmere bestemt på Uglevang var der samme nat et indbrud i en varevogn, hvorfra der blevet fjernet en pc og arbejdsdokumenter.
På hotel Skjalm Hvides p-plads i Jørlunde ved Slangerup gik det ud over en personbil, hvorfra der blev stjålet penge, personlige effekter - og et par ergonomiske sko.
Endelig er to Porcher i Virum og i Holte blevet et sæt forlygter lettere i nattens løb.
De holdt parkeret på henholdsvis Ryvej i Virum og på Vejlsøvej i Holte.
- Det er samme modus begge steder, at lygterne er klippet fri og fjernet, så vi formoder det er samme gerningsmænd, siger vagtchef Flemming Christiansen, Nordsjællands Politi.