Det så ikke ubetinget let ud for Holger Rune, da han torsdag aften slog argentinske Sebastian Baez og spillede sig i kvartfinalen i Swiss Indoors i Basel.
Den danske tennisspiller hang i bremsen i de første fire-fem partier og måtte tilses af en læge, efter hvad der lignede mavesmerter.
Men han oppede sig, og da han først havde vundet tiebreaken i første sæt, slog han turboen til og vandt overbevisende 6-1 i andet sæt.
- Det var svært i første sæt. Jeg synes, han servede godt, og jeg kæmpede med at finde rytmen i mine returneringer, siger Rune ifølge atptour.com.
- Men jeg holdt mig inde i kampen, jeg holdt fokus på min egen serv, og så løftede jeg mit niveau i tiebreaken. Derfra opbyggede jeg noget bedre tennis, siger Holger Rune.
Det var Holger Runes anden sejr i turneringen i Basel. Det er første gang siden juli, at han er lykkedes med at snuppe to sejre i træk.
Timingen er rigtig fin for danskeren, der har fået ikonet Boris Becker som træner. Lige nu slås han nemlig for at komme i sæsonfinalen, ATP Finals.
Det kræver, at han er i top-8 på den rangliste, der bestemmer, hvem der skal spille sæsonfinalen. Før turneringen i Basel lå han på netop ottendepladsen.
Og torsdagens resultater flaskede sig for Holger Rune.
Taylor Fritz og Casper Ruud, der ligger lige i halen af danskeren på ranglisten, tabte nemlig deres kampe i Basel og røg ud.
I kvartfinalen skal Rune møde endnu en argentiner i jagten på ranglistepoint. Tomas Martin Etcheverry, der er nummer 32 i verden, står på den anden side af nettet til den kamp.
- Jeg skal forberede mig godt, og forhåbentlig kan jeg levere endnu en god kamp, siger Holger Rune.
/ritzau/