Af Daniel Moltke-Prehn, tidl. byrådsmedlem i Roskilde Kommune
Vi skal have færre regler og mere frihed til den enkelte medarbejders faglighed. Det er det samme mantra år efter år. Valg efter valg.
Fra kommunale politikere kaldes der ofte - berettiget - på færre regler fra Christiansborg på særligt ældreområdet og skole- og børneområdet.
Men det er ikke nok at pege på Christiansborgpolitikerne. For byrådspolitikere er også rigtigt ”gode” til at opfinde nye kommunale regler. Altid med gode hensigter for at løse lige netop de udfordringer, som vi mener er allermest vigtige på et givent tidspunkt. Men reglerne hober sig med tiden op, og de er med til at tage tid fra den enkelte medarbejders udførelse af sin kerneopgave.
Derfor bør kommunerne - herunder Roskilde Kommune - vise sig som det gode eksempel og gå forrest i kampen for færre regler.
Heldigvis behøver vi ikke at opfinde den dybe tallerken hver gang. For blandt andet Københavns Kommune har vist vejen og gået drastisk til værks med et enkelt, men effektivt skridt.
I april 2022 besluttede Københavns kommunalpolitikere, at alle kommunale regler på ældreområdet ved årsskiftet 2022/2023 skulle falde bort, medmindre kommunalpolitikerne aktivt besluttede at fastholde dem.
Et spændende tiltag som har medført, at 15 procent af alle regler på ældreområdet i Københavns Kommune enten blev forenklet eller helt afskaffet, mens tiltaget samtidig satte fokus på statslige regler, som med fordel kunne forenkles eller afskaffes.
Min opfordring er, at Roskilde Kommune igangsætter lignende tiltag på ældreområdet, og gerne på øvrige velfærdsområder.
På den måde kan vi gå fra snak til handling, når det kommer til regelforenkling. Dermed sættes vores gode medarbejdere fri til at handle med deres faglighed til gavn for velfærden her i kommunen.