Artiklen er opdateret 21. december 2023 for at klargøre, at den officielle bortvisningsgrund er samarbejdsvanskeligheder mellem Sct. Joseph Skole Ringsted og familien Andersson.

Da Joshua Andersson tog afsted til Berlin i slutningen af september, var han intetanende om, at det skulle blive hans allersidste lejrskoletur. I dag sidder Joshua og hans familie målløse tilbage, efter både han og lillebroren Josias er blevet smidt ud af den anerkendte privatskole - officielt på baggrund af samarbejdsvanskeligheder mellem forældrene og skolen på bagkant af lejrskoleturen.

- Jeg synes, det har været alt for nemt for skolen bare at smide os ud. Det har haft kæmpe konsekvenser for os som familie, men ingen som helst for skolen. Nu står vi frem, fordi vi ikke ville kunne se os selv i øjnene, hvis vi fremover hører om en ny historie, hvor skolen har udøvet professionelt omsorgssvigt, siger Camilla Andersson, mor til 14-årige Joshua og 11-årige Josias om privatskolen Sct. Joseph i Ringsted.

- Vi har brug for en forklaring

Familien har fortsat ikke har fået nogen faglig grund til, hvorfor skolen fandt det nødvendigt at afbryde samarbejdet og sidder derfor dybt frustreret tilbage.

- Vi har ikke bare brug for en forklaring, men også at sandheden skal frem om en skole, der på overfladen har høj faglighed og alle de rigtige værdier, men som i virkeligheden handler stik imod alt, hvad den står for.

Det skulle ellers have været en sjov lejrskoletur, da Joshua Andersson ankom med bussen til Berlin med sine klassekammerater og tre lærere mandag 18. september.

- Vi var ude og spise og hygge os om aftenen, og jeg kan huske, jeg glædede mig rigtigt meget til at tage hul på nogle spændende dage, husker Joshua Andersson.

Allerede dagen efter ankomst sker der dog noget, der skal gøre turen mindre sjov for Joshua.

Græder over hændelse

- Der var en hollandsk klasse på hotellet, og på et tidspunkt møder jeg og tre andre drenge en pige fra klassen. Vi går hen til hende, men pludselig er der en af drengene, der begynder at holde om hende for sjov, siger Joshua.

Han fortæller, at den hollandske pige griner, og angiveligt selv synes det er sjovt, indtil hun sprayer deodorant på klassekammeraten, der straks slipper hende. Efterfølgende bliver drengene hevet til side af deres klasselærer A.C. for at aflægge beretning.

Drengene er kede af hændelsen og græder, men som Joshua gør det klar

- A.C. siger direkte til mig, at hun udmærket ved, at det ikke var mig, der tog initiativ til det, og efter at have snakket med hende og mine forældre bliver den sådan set lukket der.

Episoden skal dog bare blive startskuddet til det helvede, Joshua og hans familie snart skal gå igennem.

- Du tager pis på mig

Senere samme aften går flere af drengene med pigerne ind på deres værelse for at ”hænge ud”, hvilket for skolen var okay frem til sengetid.

Drengene er gjort bevidst om, at sengetid er klokken 22, men ser til deres store overraskelse, at klokken er blevet for mange. Klokken 22.35 forlader drengene pigernes gemakker, men på vej tilbage skal Joshua tisse.

Alene på vej tilbage til sit værelse fra toilettet møder han sin klasselærer, A.C., som er stiktosset.

- Hun spørger, hvor jeg har været henne, og jeg fortæller hende, at jeg og nogle af drengene har hængt ud med pigerne. Hun udbryder, at jeg tager “pis på hende” og siger, at jeg skal gå i seng med det samme.

Joshua gør som befalet og går i seng uvidende om, at den efterfølgende onsdag, skal blive den værste dag i hans liv.

Efter at have spist morgenmad på hotellet tager klassen bussen til Berlinmuren.

Klasselærer A.C. sender klassen afsted med besked om at finde et billede og tegne det, men hiver så Joshua til side.

Før siger klasselæreren, at han ikke får brug for sine tegneting. Efter de er gået lidt væk fra resten af eleverne, meddeler hun sin beslutning: Joshua skal sendes hjem.

Opløst i gråd

- Jeg begynder straks græde og spørge ind til, hvorfor jeg som den eneste skal hjem, når de andre drenge jo også var sent i seng.

Klasselæreren forklarer, at Joshua er den eneste, der blev opdaget i at overtræde sengetiderne. Og derfor er det naturligvis også ham, der skal bøde.

Opløst i gråd må Joshua forlade sine måbende klassekammerater for at blive kørt tilbage til hotellet i følgeskab med sin anden lærer.

Da Joshua sms’er onsdag formiddag, tror Camilla Andersson, at han bare lige vil gøre status, men da hun læser beskeden, bliver hun chokeret.

- Jeg er helt rystet

- Der står, “mor, jeg bliver sendt hjem. Du skal ringe til A.C.” Jeg tænker først, at han har misforstået noget og ringer til ham.

Da telefonen bliver taget, er det dog ikke Joshua, men klasselærerens stemme, der lyder på den anden side. Hun bekræfter sin beslutning om at sende Joshua hjem. I baggrunden kan Camilla høre Joshua græde og udbryde, at “det ikke passer, det hun siger.”

- Jeg sidder rystet tilbage på mit arbejde og bliver sådan helt, hvad sker der? Lad mig lige få en redegørelse af det her først.

Der skal dog gå noget tid, før den egentlige redegørelse for hjemsendelsen falder, men Camilla Andersson bliver alligevel bedt om selv at finde ud af, hvordan Joshua bliver transporteret hjem.

Mindreårige må dog ikke køre med bus alene, og det er også helt udelukket for skolen at sætte Joshua på et fly. Klasselæreren står fast og kræver, at familien selv henter ham, hvis anden transport ikke er mulig.

- Helt rystet ringer jeg til skolelederen (Thøger Ottosen, red.) og siger prøv at hør her, er du enig i den her beslutning? Er du sikker på, at det er barnets tarv? Og hvorfor er det kun Joshua, der skal sendes hjem, når jeg hører, at flere andre drenge har været indblandet?

- Begrundelsen, jeg får, er den, at klasselæreren skal statuere et eksempel, og i øvrigt skal drengene ikke se det som en belønning at tage bussen hjem sammen, hvor de kan sidde og hygge sig.

Frustreret udbryder Camilla, at skolen udstiller og forskelsbehandler sønnen.

- Jeg var så uenig i det hele taget. Jeg kunne slet ikke forstå begrundelsen for, at han skulle have gjort noget, der var så slemt, at han skulle sendes hjem fra udlandet på den måde.

Men sådan går det altså.

Tilfangetaget på hotellet

Camilla Andersson får selskab af sin mor - Liv - på den lange køretur fra Ringsted til Berlin. Undervejs er de kontakt med Joshua, der sidder tilbage på hotellet med sin anden lærer.

I løbet af de otte timer Joshua ender med at tilbringe på hotelværelset, føler han sig tilfangetaget og sniger sig ud på toilettet med telefonen for at tale med sin mor og mormor, fordi han er usikker på, om han overskrider endnu en usynlig grænse.

- Jeg var virkelig ked over situationen og tænkte hele tiden på mine klassekammerater, der var ude og hygge sig i Berlin, siger Joshua.

For Camilla og Liv Andersson bliver det en lang køretur frem og tilbage samme dag, men allerede på færgen hjem besvarer Camilla en mail fra skoleleder Thøger Ottosen, der har indkaldt til møde halvanden til to uger fremme i tid.

- Det her kan ikke vente. Jeg har en søn, der er helt ulykkelig, og jeg selv, min mand og familie er dybt frustreret over situationen. Så jeg sender en besked tilbage, hvor jeg beder om et akut møde og stiller ham en masse spørgsmål, for vi har brug for svar nu.

Hun hører ingenting fra ham.

Ingen druk

Flere forældre begynder at skrive til familien Andersson med spørgsmål og gisninger som går på druk og drengestrenger, fordi de heller ikke har fået besked fra skolen om grundlaget for hjemsendelsen.

- Jeg føler mig forpligtet til at skrive til forældrene, at der langt fra er tale om klassiske grunde til hjemsendelse for at tage Joshua i forsvar.

Efterfølgende orienterer skoleleder Thøger Ottosen forældrene i en mail, som Sjællandske Nyheder har fået indsigt i igennem familien Andersson. Her bekendtgør han, at en gruppe elever - og særlig én elev - “havde en adfærd der brød med hotellets reglement og kaldte på hotellets opmærksomhed”. Af samme grund bortviser hotellet - ifølge skolelederen - Joshua.

Efterfølgende retter Camilla Andersson henvendelse til hotellet i Berlin. I et svar til familien kommer en meget overrasket hoteldirektør med denne forklaring:

- Beslutningen om at sende din søn hjem kom teknisk set fra mig, men var inspireret af A.C.’s (navn rettet af hensyn til diskretion, red.) beskrivelser i de to samtaler, jeg havde med hende, skriver hoteldirektør Alexander Licht, der aldrig selv har mødt Joshua.

- Alene ud fra klasselærerens beskrivelser fandt jeg det nødvendigt og min pligt at sende din søn hjem, skriver hoteldirektøren.

Pisket til tysk

Selvom både Camilla, Raf og Liv Andersson håber, at Joshua kan fortsætte på skolen, begynder de for første gang at tvivle i tiden op til det skæbnesvangre møde med skoleledelsen 25. september.

- Vi har altid haft vores børn på den skole. Jeg har selv gået på Sct. Joseph i Nykøbing Falster og har kendt til skolen som en faglig stærk og meget disciplinær skole, hvor jeg lærte tysk, fordi jeg simpelthen blev “pisket“ til det, fortæller Raf Andersson, far til Joshua og Josias.

- Det var en god oplevelse for mig, og sådan skulle det også være for vores børn.

Ligesom Sct. Joseph-skolerne er drevet på et katolsk-kristent grundlag, er familien Andersson også troende med tilknytning til frikirken Powerkirken i Benløse.

- Den havde nogle dyder og livsværdier, som vi godt kunne se os ind og give videre til vores børn, siger Camilla Andersson, hvis yngre søskende ligeledes har gået på Sct. Joseph i Ringsted.

At Camilla Andersson har siddet i skolebestyrelsen i et år og familien i det hele taget har deltaget aktivt og engageret i arbejdet på privatskolen, hvor både Joshua og Josias har klaret sig godt fagligt, må betyde, at de kan finde en løsning. Ikke mindst af hensyn til Joshua - og hans lillebror - der gerne vil fortsætte på skolen med deres klassekammerater.

- Vi har aldrig udtalt kritik eller på anden måde udvist mistillid til skolen eller dens ledelse, siger Camilla Andersson.

- En sekt?

Alligevel er det netop, hvad både skoleleder Thøger Ottosen og bestyrelsesformand Martin Falk Rømer bruger som argument hele vejen igennem det afgørende møde 25. september.

- De siger, at man som forælder skal have 110 procent tillid til lærernes og skoleledelsens beslutninger. Stiller man sig spørgende eller undrende overfor det, betyder det, at skolen må afbryde samarbejdet, siger Liv Andersson, der sidder med til mødet som bisidder.

- Hvis det var en kirke, det her handlede om, ville det være en sekt.

Camilla og Raf Andersson mener, at ledelsen havde taget en beslutning på forhånd.

- De havde besluttet sig på forhånd og aftalt, at argumentet om mistillid skulle være afgørende for vores videre vej ud af skolen.

- Du er ikke velkommen

Da Joshua senere skal sige farvel til sine klassekammerater, har han ikke haft adgang til skolens område, fordi han ikke har været velkommen.

I klassen overstrøer kammeraterne Joshua med kram, og han takker for det fællesbillede fra Berlin, som han ikke selv kunne være med på, som de har sendt. På billedet har de klistret Joshua ind og skrevet “vi holder med dig”.

Sidste dag bliver Joshua klappet ind af både 8. og 9. klasse, hvor de råber “Joshua, Joshua, Joshua”.

Kampen bliver ved

I dag går Joshua og Josias på Ringsted Privatskole, hvor drengene efter en turbulent og venneløs periode befinder sig nogenlunde.

Kampen for retfærdighed og ikke mindst svar er dog langt fra overstået for familien, der har henvendt sig til Børnerådet, Børne- og Undervisningsministeriet og nu pressen.

- Jeg har ikke lyst til at lukke skolen, men jeg kunne godt tænke mig, at skolelederen, bestyrelsesformanden og klasselæreren giver os som en familie en samlet undskyldning, siger Liv Andersson, inden Raf slutter:

- Jeg vil gerne have, at sandheden kommer frem og at historien her får konsekvenser for ledelsen. Hvis ikke vi snart får et ordentligt svar, bliver vi ved med at stille spørgsmål for vores egen og for vores børns skyld.