Inka-kakaduen, som ser ud til at have kastet sin kærlighed på naturområdet syd for Svogerslev, er stadig på fri fod. Men nu kommer en papegøjekender med to opfordringer til de nysgerrige. Den ene lyder kort og godt ”hold jer væk” fra området.
- Vi er flere, herunder ejeren af fuglen, som gør, hvad vi kan for at få den indfanget. Jo flere mennesker der går rundt og søger kontakt til fuglen, jo sværere er den at fange, og vi kan risikere, at den til sidst beslutter sig for at flyve væk fra området og dermed bliver endnu sværere at fange, siger Dan Kristensen, som selv er en del af papegøjeverdenen.
Dan Kristensen har selv haft sin egen papegøje med i området i håb om at lokke den flygtede fugl til sig.
- Jeg har selv været ude med min egen papegøje i håb om, at den kom ned og snakkede med min fugl. Andre papegøje-folk har gjort det samme, fortæller han.
Ejeren har i omkring en måned være på sagen med at få indfanget den flotte fugl.
- Den er vant til at leve i en voliere, og det gør den endnu sværere at indfange. Det er faktisk pivhamrende svært, siger Dan Kristensen, som også frygter, at flere af dem, som kommer til Lynghøjsøerne for at få fat i fuglen, ikke har planer om, at den skal tilbage til den rette ejer.
- Det kan jeg jo ikke vide, men det er sandsynligt, siger han.
Desuden har han yderligere en opfordring.
- Vi kan se, at der er smidt foder i området, da der ligger frugt og nødder på stien. Jeg vil stærkt opfordre til, at man ikke forsøger at lokke den til med foder. Den lider absolut ingen nød lige p.t. Der er masser af havtorn, hyben og rønnebær, den sagtens kan leve af. Når folk så smider foder til den, så besværliggør det vores muligheder for at indfange fuglen, da den så kan ende med at være mindre sulten, når vi er i området for at indfange den, og den mad, vi så har med, ikke fremstår lige så lækker. Det forringer vores chancer for at fange den, fortæller Dan Kristensen.
Folk behøver heller ikke frygte, at fuglen dør af kulde lige med det første.
- Den har en god tæt fjerdragt, som snildt tåler noget frost. Det er en fugl, som lever i voliere, og derfor er den vant til vejrets skiften, siger han.