Børn kalder det lort. Voksne kalder det hundehømhøm, jeg selv kalder det hundeprut, og så er der dem, som blot vælger at kalde det afføring. Én ting er sikkert. Hvad der kommer ind, skal jo altså også delvist ud igen. Om vi taler om mennesker, katte, hunde eller andre levende væsner.

Det undrer mig, at der til stadighed er en omfangsrig afføringsdebat. Det er nemlig udelukkende hundene, der tales om. Aldrig kattelort. Der er næsten lige så mange katte i vores land, som der er hunde. Nuvel, jeg har hund og må jo tale ud fra min erfaring om dette væsens efterladenskaber. Lad os kalde lorten for det, den er: Lort.

En lort er ikke en direkte humørfyldt oplevelse.

Ikke for nogen parter, hverken for fodgængere, indkørsler, eller den der leverer den. I hundens næse er det efterladenskaber, og de fleste hunde smutter væk i en vældig fart, når deres egen prut er trykket ud.

Til trods for at fremmede hundeprutter indeholder en hel del spændende information, er ejermanden som oftest meget hurtigt videre, steppende væk fra åstedet, som var det på glaspoter. En lort byder på information om helbred, alder, køn, hundestørrelse, hormonniveau og meget mere.

En hundelort er en mellemvært

Men al den info overser vi som mennesker. Vi ønsker hundelort hen hvor peberet gror. Forståeligt synes jeg, forståeligt. Man har ikke tur, hvis man får trådt i en ensom hundelort, om den indeholder vigtig information eller ej, påvirker ikke følelsen hos betræder.

Som hundeejer mener jeg, at vi alle har pligt til at samle en hundelort op. I særdeleshed i disse tider, hvor parasitter som hjerte/lungeorm huserer.

En hundelort fungerer hurtigt som mellemvært for disse fatale beboere. Alene af den årsag bør alle hundeejere samle op, uagtet hvor lorten lægges. Der findes bioposer, som er skånsomme for miljøet, så ikke engang tanken om plastik bør fylde som undskyldning for ikke at opsamle.

Antihundelorteskiltene

Men nu er det jo så, at der er opfundet antilorteskilte.

Jo, såmænd små metal- eller træskilte, der enten sættes med spyd i jorden, hænges på hegnet eller klistres på en stor sten i indkørslen. Nej altså, hvad er nu det for noget?

Antallet af skilte er spurtet derudad. Ja, jeg er klar over den effekt, man ønsker. Men det er ikke den, I får ved at skilte.

Bare et fif til jer.

Jeg taler ud fra erfaring med hundredevis af hundelorteskiltesnakke med mine kursister.

De små skilte opfattes ikke som venlig nudging til at få hundeejerne til at samle op, hvilket utvivlsomt må være hensigten. Nudging handler om at påvirke menneskers handling og valg, uden at begrænse individets valgmuligheder.

Diverse skilte opfattes, i hvertfald af undertegnede, som et uberettiget forbud.

Faktisk har jeg indtryk af, at mange mennesker, hundeejere som katteejere, ikke ønsker at blive råbt ad.

De vil underrettes og opfordres. Skilte er at råbe.

At gå forbi et antilorteskilt får mig næsten, læs: næsten, til at lade lorten forblive på det af min hund nøje udvalgte sted.

Det virker provokerende med skilte, når man ser sig selv som ubetinget opsamler. Vi er nemlig mange opsamlere. Lad-lorten-ligge-typerne er der ikke så mange af.

Vi opsamlere smitter hinanden

Det er meget trist, hvis du lige er den, som er nabo til en ikke opsamler. Men der er mange opsamlere, og vi smitter hverandre med vanen. Vi behøver ikke jeres dyrt indkøbte småprovokationer i jeres plæner. Jeg er ret sikker på, jeres skilte desværre får modsat effekt. I stedet for at betale dyrt for et eller flere skilte, så køb en rulle prutposer for kr. 10,- i dit supermarked eller dyrehandel. Er du som jeg miljøbevidst, så køb poserne, der er produceret af sukkerstof, sæt rullen på en pind i din hæk eller indkørsel ud mod vejen. Vent og se, hvad resultatet bliver.

At undlade skilte, men at guide i den ønskede retning på en proaktiv facon, er nemlig nudging, som bevisligt former en adfærdsændring.

Forbud har aldrig og vil aldrig afføde den korrekte handling. Lort eller ikke lort.