Det gik uhyggelig stærkt da sommerhuset blev oversvømmet

Hanne Tofte Jespersen troede, hendes sommerhus lå højt nok til ikke at blive oversvømmet, men som billedet viser, tog hun fejl. Foto: Hanne Tofte Jespersen

Hanne Tofte Jespersen troede, hendes sommerhus lå højt nok til ikke at blive oversvømmet, men som billedet viser, tog hun fejl. Foto: Hanne Tofte Jespersen

Hanne Tofte Jespersen og Kuno Kjærbye havde ikke i deres vildeste fantasi forestillet sig, at det kunne gå så galt, da stormen ramte deres sommerhusområde forrige fredag. Men så brød diget sammen.

Parret bor i Roskilde, men købte for fem et halvt år siden et sommerhus ved Roneklint Strand, som de har brugt de sidste tre år på at sætte i stand.

Nu kan de begynde forfra efter stormfloden, der fik katastrofale følger for områdets beboere, fordi deres huse endte med at stå delvist under vand - i nogle tilfælde næsten helt op til taget.

Så galt gik det dog ikke for parret, hvis hus ligger lidt op ad en bakke, og derfor troede de, at de ville gå fri.

Men da vandmasserne kom væltende ved 23-tiden fredag aften, måtte de i hast forlade huset sammen med deres 79-årige nabo, som de havde taget ind hos sig, fordi hendes hus allerede var blevet oversvømmet.

- Det gik uhyggelig stærkt. Man forestiller sig ikke, at det kan gå så galt, eller den voldsomhed, som vandet kommer med. Heldigvis havde vi haft åndsnærværelse nok til at flytte vores bil, så vi kunne væk derfra, siger Hanne Tofte Jespersen.

Flyglet væltede

Selv om der nu er gået en uges tid, er Hanne Tofte Jespersen stadig påvirket af det, der er sket.

De første dage kunne hun kun komme ind i huset med waders på, og onsdag var der fortsat 40 centimeter vand, mens det var ved at være væk om torsdagen.

- Det er skrækkeligt. Alle ting er fuldstændig smadret, og der stinker forfærdeligt, fordi der er kommet kloakvand op. Dørene er blevet revet af, og vi har en 1000 liter vandtank udenfor, der har rykket sig, siger hun som bevis på vandmassernes kræfter.

Både Hanne Tofte Jespersen og hendes mand er musikere, og de havde flere instrumenter i sommerhuset, deriblandt et Hindsberg-flygel som væltede og lå med klaviaturet lodret op i vandet.

- Vi har også alle vores noder, som vi skal have affotograferet, hvis de kan reddes. De første par dage har jeg simpelthen ikke kunnet få mig selv til at tage billeder inde i huset, siger hun.

Mange går og græder

Selv om det er slemt, er Hanne Tofte Jespersen og Kuno Kjærbye bedre stillet end så mange andre af beboerne i området.

- Vi har allerede aftalt med den tømrer, som stod for ombygningen, at han kommer tilbage, men først skal vi have en taksator på besøg. Forsikringsselskaberne prioriterer dog i første omgang de beboere, der bor her fast, og det forstår jeg godt. Vi er også heldig stillet, fordi vi er dækket af vores forsikringsselskab, men vi kan høre, at det er meget forskelligt, siger hun.

I forvejen var der et stærkt fællesskab i grundejerforeningen, og det er kun blevet endnu stærkere af denne oplevelse.

- Der er mange, som gør noget for andre, men man skal også passe på, at man ikke går ned. Der er mange, som går rundt og græder, siger Hanne Tofte Jespersen.

Hun lagde selv sin beretning på Facebook tidligere på ugen og har efterfølgende hørt fra flere, som har været ude for det samme i Roskilde-området i forbindelse med de tidligere stormfloder, ikke mindst Bodil i 2013.

- Billederne kører hele tiden revy i ens hoved, og der er en masse praktiske ting, vi skal have på plads, men vi er her jo endnu, siger hun.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...