21-årig tiltalt for at belure og beføle sovende børn

Modelfoto

Modelfoto

En 21-årig mand skal i retten i næste uge, tiltalt for 40 tilfælde af husfreds- og blufærdighedskrænkelse. I alle 40 tilfælde er han tiltalt for at ville trænge ind i boliger i den hensigt at indfinde sig på børneværelset for dels at belure sovende børnene, dels at beføle dem på fødderne.

Ofte mislykkedes projektet for den 21-årige, typisk fordi han ikke var i stand til at komme ind i huset. Andre gange blev han opdaget og stak af, og to gange, hvor han opgav at komme ind i husene, var han i stedet i stand til at belure børnene ved at kigge ind gennem et vindue.

Men ni gange lykkedes det ham - ifølge anklageskriftet - at komme helt ind på børneværelset og belure et eller flere børn, og i fire tilfælde rørte han også ved børnenes fødder.

Det store antal blufærdighedskrænkelser fandt ifølge anklageskriftet sted i perioden fra maj 2020 til maj 2023, overvejende i Trekroner og i Roskildes fuglekvarter og kongekvarter. Det var efter et natligt besøg i maj i en villa i kongekvarteret, hvor den 21-årige angiveligt ikke kun befølte fødder, men også onanerede til sædafgang, mens han var i en 11-årig piges værelse, at politiet kunne anholde ham, som på det tidspunkt kun var iført underbukser. Han har været varetægtsfængslet lige siden.

Den 21-årige er tidligere dømt at trænge ind i andres huse og soveværelser. Det gjorde han i 2019 på Vindingevej, hvor han gik ind i et hus, angiveligt for at stjæle spiritus, men endte oppe på det værelse, hvor husets teenagedatter lå og sov. Hun vågnede ved, at den dengang 18-årige, der havde en kniv i hånden, berørte hendes fødder. Hun skreg, og han stak af. Episoden blev bedømt som blufærdighedskrænkelse og forsøg på røveri, og den 21-årige blev idømt en delvist betinget dom på seks måneders fængsel.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...