Fra at være ene mand med en enkelt Bedford-lastbil i 1965 til 90 lastbiler og 110 medarbejdere i dag. Meget er sket med vognmandsforretningen Poul Møller i løbet af de næsten 60 år, og nu har virksomheden taget det næste store skridt.
For lidt over et år siden tog Poul Møller første spadestik til et nyt domicil på Vestre Hedevej i Roskilde, og i denne uge blev der holdt indvielse i den 2200 m2 store bygning, der ligger på en 25.000 m2 stor grund.
Dermed gør virksomheden klar til at tage afsked med Ebberup ved Hvalsø, hvor den ellers har holdt til, siden Poul Møller begyndte med sin vognmandsforretning for snart 60 år siden.
Poul Møller og hans kone gik bort i 2011 og 2013, og i dag er det deres sønner Preben og Flemming Møller, som er ejerne. Preben Møller er direktør, mens Flemming Møller er værkstedschef, og værkstedsdelen befinder sig stadig i Ebberup, men flytter inden for en måned.
Imens er administrationen kommet på plads, og Preben Møller nyder de helt nye omgivelser.
- Det er rigtig lækkert at være flyttet ind i noget helt nyt med bedre akustikforhold og klimaanlæg. Fordi vi har bygget nyt, har vi selv kunnet bestemme, hvordan det skulle være og har kunnet få solceller på taget, siger han.
Flere muligheder
Beslutningen om at flytte har været undervejs de sidste fem år.
- Vi ønskede at få mere plads og ville gerne tættere på, hvor lastbilerne kører, så vi kan spare på transporten. Vi gik efter den rigtige beliggenhed, og det skulle være i Roskilde-området. Vi valgte Vestre Hedevej, fordi det er et godt område for støjende virksomheder, så der var egentlig ikke så mange grunde at vælge imellem i den størrelsesorden. Det er en stor investering, men vi er glade for, at vi tog beslutningen, siger Preben Møller.
En anden fordel ved at flytte til noget større er, at det giver Poul Møller mulighed for at udvide forretningen.
- Vi vil gerne til at lave noget for andre vognmænd, for eksempel vaske lastbiler i vores vaskehal. Vi kan også reparere, skifte dæk, ordne bremser og computere til lastbiler. Vi har desuden investeret i et nyt laserstyret sporingsanlæg, der kan spore alle aksler, så man er sikker på, at de løber lige, så man kan optimere brændstofsforbruget. I første omgang laver vi det til vores egne vogne, men siden kan vi også gøre det for andre. Det kunne vi ikke gøre, da vi lå i Ebberup, fordi det er ude på landet, hvor folk ikke lige kommer forbi, siger Preben Møller.

Poul Møller
Vognmandsforretningen Poul Møller blev stiftet af Poul Møller i 1965.
Firmaet lå indtil for nylig i Ebberup sydvest for Hvalsø.
I oktober 2023 flyttede virksomheden til Vestre Hedevej i Roskilde, hvor der er opført et 2200 m2 stort domicil med administration og værksted.
Det nye værksted er fire gange så stort som det hidtidige.
Poul Møller har lejet noget af den nye grund ud til OK, som er ved at opføre et truckanlæg til diesel.

