Tidligere borgmester stopper: Her er afløseren

Benny Christensen (S) har snart siddet i Ringsted Byråd i 30 år. Fra årsskiftet drosler han lidt ned.

Benny Christensen (S) har snart siddet i Ringsted Byråd i 30 år. Fra årsskiftet drosler han lidt ned.

Ældre-, Social-, og Sundhedsudvalget i Ringsted Kommune får snart ny formand.

Det sker 1. januar, hvor tidligere borgmester Benny Christensen (S) har valgt at drosle ned.

- Jeg stiller ikke op til næste valg. Jeg har nået en alder, hvor det nok er på tide at gå lidt længere ned i hierarkiet, siger politikeren til Sjællandske Nyheder.

Afløseren til topposten er allerede fundet. Det bliver partifællen Sine Reffstrup (S), der overtager styrepinden i udvalget fra det nye år.

- Det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg har haft glæden af at læne mig op ad Benny i to år, og det er en stor glæde for mig, at han fortsætter i udvalget, så der er et flow ind over det den kommende tid, siger Sine Reffstrup.

Ved årsskiftet har Benny Christensen siddet i Ringsted Byråd uafbrudt i 30 år. Han har haft fire år som borgmester (2002-2006, red.) samt adskillige år som udvalgsformand.

Hverken syg eller dårlig

Siden 2010 har socialdemokraten stået i spidsen for ældreudvalget, som flere gange har skiftet navn og i denne valgperiode også rummer de store social- og sundhedsområder.

Midtvejs i den nuværende valgperiode er det slut med formandsstolen, og når der er kommunalvalg i 2025, bliver det uden Benny Christensen som kandidat.

- Jeg er 76 år nu og har ligesom aftjent min værnepligt. Det er ligesom alderen, der styrer det lidt nu. Jeg er hverken syg eller dårlig, men der skal være plads til den næste generation og de nye folk, lyder det fra Benny Christensen.

Han sætter lidt ord på sin arvtager:

- Sine har gjort det godt. Hun er flittig og kan sætte sig ind i tingene. Hun er ikke bange for at give udtryk for tingene hverken i byrådet eller på udvalgsmøderne. Det giver hende også et talerør på politisk niveau.

Tænke noget på hovedet

57-årige Sine Reffstrup ser frem til at overtage posten, men hun er også bevidst om, at de tre store velfærdsområder er fyldt med store udfordringer de kommende år.

- Vi kommer ind i en svær tid, hvor det er vigtigt, at man optimerer hele området. Vi skal turde tænke forfra og måske tænke noget på hovedet. Hvis vi skal blive ved med at levere ældrepleje, vi kan være stolte af, så skal vi hele tiden udfordre os selv på at gøre det smart og klogt, siger hun.

Selv om en udvalgsformand ikke har formel magt til at beslutte noget, betyder det alligevel noget at side for bordenden, mener Sine Reffstrup, som dog understreger, at det er et samlet udvalg, der er styrken.

- Jeg kommer med mange idéer. Jeg bliver også inspireret af det arbejdsliv jeg har i Høje Taastrup Kommune, men der behøver ikke stå Sine på dem. Der må gerne stå Ældre-, Social og Sundhedsudvalget på dem, siger hun og fremhæver to konservative udvalgsmedlemmer.

- Det er en gave for udvalget, at der sidder to sygeplejersker i udvalget. (Tina-Mia Eriksen og Pia Thøgersen (K), red. )

Udfordringer

Både Benny Christensen og Sine Reffstrup peger på, at en af de største udfordringer de kommende år bliver at skaffe arbejdskraft inden for pleje- og omsorgssektoren.

- Vi har ikke mangel lige nu, men der går formentlig ikke så længe, før det også kommer til at gøre sig gældende i Ringsted, siger Benny Christensen.

Sine Reffstrup blev for første gang valgt til Ringsted Byråd i 2021 med 304 personlige stemmer. Til daglig arbejder hun som chefkonsulent i Høje Taastrup Kommune.

Foto: Foto Jens Wollesen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...