Michael Hallgren kan denne uge fejre 30-års jubilæum i Novo Nordisk. Den i dag 59-årige produktionsdirektør blev i 1999 efter fire år i virksomheden tilbudt en stilling Kalundborg som ingeniør og leder af 68 produktionsmedarbejdere.
Forud for karrieren i Novo Nordisk var Michael Hallgrens første ingeniørjob at hjælpe med til at bygge en tunnel, så Storebæltsforbindelsen ikke oversvømmede Sprogø. I dag har han ansvaret for 4500 medarbejdere og størstedelen af Novo Nordisks insulinproduktion, der sammen med en række øvrige biofarmaceutiske præparater når ud til millioner af mennesker verden over.
Det første møde med Kalundborg kom i form af et opkald fra hans chef med et tilbud om at rykke til byen og blive leder for et produktionshold på sitet. Det blev senere efterfulgt af en stilling som projektingeniør, hvor han blev del af en omfattende opgradering og udvidelse af selve produktionsanlægget.
Med en prisseddel på 2,5 milliarder kroner på daværende tidspunkt var den opgave samtidigt del af den største investering for Novo Nordisk nogensinde. I dag har Novo Nordisk øremærket mere end 60 milliarder kroner til at udvide produktionen på Kalundborg-sitet i de kommende år.
Fokus på udvikling
For Michael Hallgren har udvikling altid været i højsædet. Da han startede i Novo Nordisk, foregik hovedproduktionen af insulin ved udvinde insulin fra bugspytkirtler fra svin. I dag benytter man sig af en produktionsmetode med fermentering af bagegær til at producere insulin i Kalundborg. Det gør Novo Nordisk bedre i stand til at forsyne den mængde diabetikere, der bliver behandlet i dag.
Ifølge Michael Hallgren er det gode samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner, kommune og virksomheder altafgørende for, at Kalundborg har udviklet sig til et attraktivt sted at arbejde og en uddannelsesmæssig talentfabrik for studerende fra både indland og udland. Selv er han fra Næstved og uddannet maskiningeniør fra Haslev Teknikum.