Adrenalinen pumper, kortene bliver holdt tæt ind til kroppen, hjernen kører rundt, mens øjnene kigger intenst ned på bordet. Der bliver lagt en høj trumf. Så endnu en. Lige en sidste. Godt så, alle modstandernes trumfer er væk. Nu til det svære, for hvordan sidder kortene fordelt? Nybegynderne vil nok tage chancen og gætte sig frem - oddsene er trods alt 50/50 - men de helt gode spillere beregner sig frem til kortenes placering ved hjælp af statistik, sandsynlighedsregning og snilde.

Forstod du ikke helt, hvad der skete her? "Velkommen i klubben", ville jeg have sagt for et år siden. 

Hvis du dengang havde spurgt mig, om jeg i en alder af mine daværende 22 år ville spille bridge, ville mit svar med det samme være et klart og højlydt "nej tak". Bridge er da sådan noget, pensionister spiller. Ligesom fru Fjeldsø fra TV2-hittet "Badehotellet".

Men så begyndte hele min svigerfamilie at spille bridge, og da man skal være fire - eller otte, hvis man spiller en mini-turnering - måtte jeg bide i det sure æble og lære det "dumme" kortspil. Her må jeg blankt erkende, at jeg tog fejl.

EM på hjemmebane

I en alder af i dag 23 år er det ikke mange af mine egne venner, som spiller bridge, og når jeg fortæller andre om det, bliver jeg ofte mødt med: "Det er da kun for gamle mennesker" og en lille snert af, at jeg så må kede mig i min fritid.

Da jeg forleden talte med 59-årige Lone Bilde og 60-årige Bo Bilde, som bor i Hørsholm, var det befriende at tale med andre end familiemedlemmer om en fælles passion. Men for Lone og Bo Bilde er bridge ikke bare en hobby. 

Mandag den 24. juni skal Lone Bilde repræsentere det danske kvindelandshold til EM i bridge, mens Bo Bilde som landsholdstræner og coach skal lede seniorlandsholdet og åben række, der reelt svarer til herrernes landshold. Og i år afholdes mesterskabet for første gang siden 1977 på hjemmebane i Herning.

Styrker forholdet

Lone og Bo Bilde har spillet bridge i omkring 35 år. De kommer begge fra familier, som gennem deres barndom har brugt meget tid på kortspil, og i 1989 lærte ægteparret for alvor at spille bridge på et kollegie på Amager. Det var også her, de lærte hinanden at kende.

- Vi spillede meget whist i min familie. Her spillede vi om penge, og jeg tabte da også mine lommepenge et par gange. Bridge er så en "overbygning" af whist, men bridge handler ikke om penge. Det handler om spillet, og det kan jeg godt lide, siger Bo Bilde.

Når den ene kommer hjem fra et spil, kan Lone og Bo Bilde bruge lang tid på at tale om de forskellige spil, og de kan sidde i timevis foran skærmen for at se bridge-turneringer.

- Bridge er en fælles interesse, som virkelig har styrket vores forhold. Det er noget, man kan bruge lang tid på at diskutere, siger Lone Bilde.

Bridge er ikke ligesom en fodboldkamp, hvor alle kan forstået spillet, selvom de ikke kender reglerne, for der er én bold og to mål. I bridge skal man kende reglerne - og der er mange - for ellers er det umuligt at følge med.

På verdensturné

Med den delte passion har ægteparret rejst verden tyndt for at deltage i diverse turneringer - lige fra stort set hele Europa til USA, Kina og sidste efterår Marokko.

I forlængelse af turneringerne afholder parret stort set altid ferie, hvor de enten alene eller sammen med deres børn udforsker verdensdelene.

Til EM og VM varer turneringerne 14 dage, og man spiller tre kampe om dagen, som tager omkring 2-2,5 time hver.

- Det, jeg elsker ved bridge, er, at man udfordrer hjernen. Ingen spil er ens, så man stopper aldrig med at lære. Men man bliver også meget presset til de store turneringer, siger Lone Bilde.

I bridge må man kun kommunikere gennem de såkaldte meldekort, og derfor kan man ikke komme ud med følelserne på samme måde som i andre spil eller sportsgrene.

- Man er i fuld koncentration, og adrenalinen pumper, men man kan ikke ligesom i en fodboldkamp skyde ekstra hårdt eller lave en ekstra hård tackling, siger hun.

Hvorfor? Fordi det er fedt

Ifølge ægteparret er gennemsnitsalderen på de forskellige landshold, bortset fra seniorlandsholdet og juniorlandsholdet, omkring de 50-53 år, mens gennemsnitsalderen i landets bridgeklubber nok er omkring de 65 år. Så hvorfor er der ikke flere unge, som spiller bridge?

Det spurgte jeg Lone og Bo Bilde om, som var hurtige til at vende spørgsmålet, for hvorfor begyndte jeg at spille bridge? Efter en længere forklaring kom jeg frem til, at det mest af alt var et tilfælde, og mit ønske er da også, at flere på min alder svarede "fedt, at du spiller bridge", i stedet for "du lyder godt nok gammel".

Jeg er i dag meget glad for, at jeg blev "tvunget" til at lære spillet, for det holder hjernen beskæftiget, IQ'en kommer på prøve, og det er en fantastisk måde at være social på, selvom temperamentet til tider bliver sat på prøve.

Så jeg kommer med et lille opråb her til sidst: Uanset alder så prøv det, for det er sjovt, og nej, det er ikke et spil, du først behøver at lære, når du er på plejehjemmet.