Natten til lørdag bliver drivvåd. DMI varsler nemlig kraftig regn og lokale skybrud over det meste af Sjælland.
Ifølge DMI falder der på hele Sjælland mellem 25 til 35 mm regn fra fredag aften til lørdag morgen - men mange steder kan der falde op til 50 mm regn lokalt.
Som det ser ud nu, er det kun få Sjællandske Kommuner, som Helsingør, Fredensborg, Allerød, Furesø, Høje-Taastrup og Greve, der går fri af de lokale skybrud med op til 50 mm regn - men også her skal man forvente, at der falder 35 mm regn inden lørdag morgen.
Kriteriet for kraftig regn er mere end 24 mm nedbør på 6 timer, og kriteriet for skybrud er mere end 15 mm på 30 minutter.
- Fredag aften begynder den første regn at falde. Den kraftige regn skyldes et lavtryk sydfra, som bevæger sig nordpå. Det klarer op igen lørdag morgen, og ser ud til at holde tørt resten af weekenden - med mulighed for sol flere steder, fortæller vagthavende meteorolog ved DMI Anesten Devasakayam