Spaden blev onsdag stukket i den våde jord i PH Park, og såvel Marcus Guldager (S), formand for Klima- og miljøudvalget, som borgmester Morten Slotved (K) kunne plante de to første træer plantet i den nye bydel ud mod Bolbrovej.
I alt skal der plantes cirka 260 træer, ud over de gamle træer, som det er lykkes at bevare på området.
I samarbejde med Arboretet er der valgt mange hjemmehørende træarter, men også ikke-hjemmehørende arter, som vurderes at være robuste overfor klimaforandringer.
- Vi kan se, at klimaforandringerne vil betyde, at arternes sammensætning vil være anderledes end det er tilfældet i dag. Derfor er vi glade for Arboretets deltagelse i at skabe en smuk og fremtidssikret park, siger Marcus Guldager i en pressemeddelelse.
Artiklen fortsætter under foto...
Flere størrelser
Træerne i PH Park kommer også til at bestå af flere forskellige størrelser. Det giver en forskellighed og diversitet i parken og er med til at give forskellige udtryk afhængig af, hvor man befinder sig i parken.
- Det er en stor milepæl, vi er nået til. Vi glæder os til at åbne parken for offentligheden, når den om et års tid er helt færdig, lyder det fra borgmester Morten Slotved.
Træerne, der blev plantet, er henholdsvis en almindelig hvidtjørn (Crataegus laevigata) og en kirsebærkornel (Cornus mas).
Parkprojektet er blevet til i et samarbejde mellem Hørsholm Kommune og Novafos, og er projekteret af et rådgiverteam Rambøll og MASU Planning. Det er anlægsentreprenørfirmaet Scheller, Hougaard og Petersen, der står for selve udførelsen af park- og sølandskabet.
Parken står endeligt klar i november 2024, men vil blive overdraget gradvist i etaper, som den bliver færdig og i takt med, at beboerne flytter ind.
timm

