Rekordomsætning i DLF trods udfordrende år

Frøkoncernen DLF har offentliggjort resultatet for regnskabsåret 2022/23. Foto: DLF

Frøkoncernen DLF har offentliggjort resultatet for regnskabsåret 2022/23. Foto: DLF

Trods inflation og en lavere afsætning kom den globale frøvirksomhed DLF alligevel ud af regnskabsåret 2022/23 med en rekordomsætning.

Koncernomsætningen er opgjort til 8,756 milliarder kroner, mens driftsresultatet blev på 522 millioner kroner, som er det tredjebedste EBIT (resultat før finansielle poster, red.) i virksomhedens historie. DLFs nettoresultat endte på 334 millioner kroner.

Til sammenligning lød den hidtidige rekordomsætning på 8,5 milliarder kroner, der blev sat i regnskabsåret 2021/22, hvor driftsresultatet var på 713 millioner og nettoresultatet på 545 millioner kroner.

Afsætningen af kløver- og græsfrø var samlet set lavere end i 2021/22, og driftsresultatet var påvirket af inflation samt stigende omkostninger forbundet med den store 2022-høst

Søren Halbye, CEO i DLF, er derfor tilfreds med resultatet i et udfordrende år:

- Vi kommer fra nogle ekstraordinære gode år, hvor der har været højkonjunktur i det globale foder- og plænefrømarked. I 2022/23 vendte konjunkturerne med en afmatning på efterspørgselssiden, især på den nordlige halvkugle, siger han.

Derudover havde frøindustrien generelt udisponerede lagre ved sæsonafslutning, og et lavere forbrug betød, at distributionsleddet også havde betydelige lagre af frø.

Det er især afsætningen af græsfrø til private plæner, der er faldet markant, mens afsætningen til landbruget og de professionelle plænekunder har været mindre påvirket.

DLF Beet Seed oplevede en nedgang i den primære drift som følge af øgede omkostninger, og Danespo oplevede en fremgang i indtjeningen i 2022/23 sammenlignet med året før.

Grøntsagsfrøforretningen i Jensen Seeds var positivt påvirket af et større produktionsareal end året før, og som følge heraf steg indtjeningen markant i 2022/23 i forhold til året før.

- Jeg glæder mig over, at DLF i et år med mange udfordringer har præsteret et solidt resultat, og at vi samtidig har kunnet honorere vores frøavlere med en rekordstor afregning. Regnskabsåret var udfordret af en ubalance mellem udbud og efterspørgsel i USA og Europa, og jeg er glad for at konstatere, at vores forretning i Sydamerika og Australien leverede en bedre indtjening sammenlignet med rekordåret 2021/22, siger Søren Halbye, som ser et DLF, der er godt rustet til fremtiden:

- DLF står på et stærkt økonomisk fundament, der er godt afstemt både geografisk og forretningsmæssigt med engagerede medarbejdere over hele verden. Vores tilstedeværelse med komplet værdikæde i Europa, Nord- og Sydamerika samt Oceanien gør det muligt for os at agere på de forretningsmuligheder, der opstår lokalt. Det er et stærkt afsæt for at videreudvikle forretningen.

Foto: Magnus Møller

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...