Regn og blæst var fuldstændigt lige meget, da Autismecenter Storstrømmen sammen med repræsentanter fra Vordingborg Kommune tog det første spadestik til 12 nye lejligheder. Lejlighederne kommer til at fungere som fire bofællesskaber - tre lejligheder i hver - hvor 12 autister skal bo i hver deres to-værelses lejlighed.
- Det er en udvikling af området, og det vi gerne vil, er at lave kompetencecentre, og autismecenteret er et kompetencecenter. Det er en måde at udvikle tilbuddet til autister, forklarer Marita Dalsgaard, der er handicap- og psykiatrichef i Vordingborg Kommune.
Autismecenteret skal stå færdigt i uge 39 næste år og skal huse 12 autister, hvor de seks lige nu bor i Nykøbing Falster. De bor på små værelser og er flere personer om at dele et toilet.
Autismecenteret kommer til at ligge på Chr. Richardtsvej 3, og bliver altså en del af Autismecenter Storstrømmen. Det forventes at stå klar til indflytning næste efterår.
