Stevns vil ikke flage med det israelske flag

Bjarne Hilmersson ville have Stevns Kommune til at flage med det israelske flag for at vise solidaritet efter angrebet fra Hamas. Men det er ikke muligt, ifølge kommunens flagregulativ.

Bjarne Hilmersson ville have Stevns Kommune til at flage med det israelske flag for at vise solidaritet efter angrebet fra Hamas. Men det er ikke muligt, ifølge kommunens flagregulativ.

I spørgetiden efter Kommunalbestyrelsens andenbehandling af budget 2024 havde debattøren Bjarne Hilmersson fra Strøby Egede forberedt et spørgsmål hjemmefra.

Han er optaget af de voldsomme begivenheder i Mellemøsten og af Hamas’ angreb på uskyldige israelere for lidt over en uge siden. Nu ønskede han, at Stevns Kommune aktivt burde vise sin solidaritet med Israel i denne situation ved at hejse Israels flag i de kommunale flagstænger.

- Bør Stevns Kommunalbestyrelse ikke fortælle, og vise omverdenen, at Stevns Kommune ønsker at vise vores sympati for Israel på samme fod, som vi gør over for Ukraine? Ved at gå foran og tage initiativet til at flage med det israelske flag, der med den blå stjerne på den hvide baggrund som en selvfølge bør flage side om side med det blågule flag fra Ukraine, spurgte Bjarne Hilmersson i Kommunalbestyrelsens spørgetid.

Men hans forslag vandt ikke gehør i salen. Borgmester Henning Urban Dam (S) satte ord på kommunens afvisning af ønsket.

- Kommunalbestyrelsen har vedtaget et flagregulativ for denne valgperiode, og dit forslag ligger ikke inden for rammen, sagde han.

Flagregulativet slår fast, hvilke dage der skal flages med Dannebrog, og desuden fastlægges det, at der flages på Grønlands og Færøernes nationaldage med de to landes respektive flag samt på Europadagen med EU-flaget og på FN-dagen med FN-flaget. Endelig er der mulighed for at flage med Regnbueflaget i forbindelse med Pride-ugen samt med andre landes flag i tilfælde af officielle udenlandske besøg i kommunen, f.eks. af venskabskommunerne.

Det fik Julie Hoff Sørensen (SF) til at rette en misforståelse hos forslagsstilleren.

- Vi flager faktisk ikke med det ukrainske flag i Stevns Kommune, sagde hun med henvisning til flagregulativet.

Venskabskommune?

Martin Henriksen (NB) roste Bjarne Hilmerssons forslag, som han havde sympati for:

- Et initiativ kunne være at tage punktet op på et senere tidspunkt. F.eks. kunne det overvejes at få en venskabskommune i Israel, sagde han.

Også Heidi van den Heijkant Christiansen (EL) blandede sig i debatten:

- Det er et svært emne at tage stilling til. Det afhænger nok af, hvor ens sympatier ligger. Der er rigtigt mange i Gaza, der lider, og der foregår løbende forbrydelser mod menneskeheden. Skal vi så også flage med det palæstinensiske flag? Det bliver ikke let at blive enige om at vælge sig i så svær en sag, sagde hun.

Ingen sympati for Hamas

Det fik Bjarne Hilmersson til at spørge:

- Har Enhedslisten sympati for Hamas?

Han fik et klart svar tilbage:

- Nej, det har jeg ikke, og det har Enhedslisten heller ikke!

Køge Kommune har netop på tilsvarende vis afvist et forslag at flage med det israelske flag.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...