Greve: Rene Milo skal være løsgænger. Det står klart, efter den tidligere Greve-borgmester for Venstre gennem 12 år nu forlader, det parti, der både fik ham til magten, og tog den fra ham igen. Det er blot en uge siden i torsdags, at Venstre i Greve havde opstillingsmøde vedrørende borgmesterkandidat til byrådsvalget i november måned 2011. På dette opstillingsmøde valgte Venstres medlemmer med stort flertal byrådsmedlem Pernille Beckmann som ny borgmester- og spidskandidat. Efter det sagde René Milo følgende:
- Det var åbenbart ikke meningen, at det skulle være sådan, at jeg er formand, og det tager jeg helt roligt. Min eneste kommentar er, at der lukker sig en bog, men der åbner sig en ny.
Efterfølgende er Pernille Beckmann også blevet valgt til gruppeformand for Venstres byrådsgruppe - efter Rene Milo, og om det var det, der var den berømte dråbe, er ikke til at sige.
- Det jeg er blevet oplyst er, at han ikke ønsker samarbejde med Pernille Beckmann, siger formand for Venstre i Greve Henrik Larsen.
Politisk drama 2005
Der har tidligere været drama omkring Rene Milo i politik.
Ved byrådsvalget i 2005 stod Rene Milo til at blive genvalgt som borgmester, men turbulens omkring borgmesterposten betød, at han mistede den til Hans Barlach. Det var det nyvalgte byrådsmedlem Brigitte Klintskov Jerkel, der efter valget sprang fra Venstre til De Konservative, hvorefter hun blev ny 1. viceborgmester. Jerkels spring betød, at hendes tidligere partifælle René Milo blev snydt for borgmesterposten, og årsagen til springet var angiveligt, at René Milo havde afvist at give hende nogen former for poster i det nye byråd.
Beklager afgang
- Det er med beklagelse, at vi har modtaget Rene Milo's udmeldelse, lyder det fra formand Henrik Larsen, som dog tøver længe ved spørgsmålet om der er mange, der er lettede over hans afgang.
- Der var jo to tredjedele af de fremmødte på mødet, der pegede på Pernille Beckmann ved opstillingsmødet. Når man sidder som borgmester i 12 år er det klart, at man får nogle fjender, og man får nogle venner. Men det er vores indtryk, at en meget stor del af vores medlemmer ville et generationsskifte, siger Henrik Larsen.
Han havde dog håbet på at et mere glidende generationsskifte i Venstre, men at Rene Milo har valgt det anderledes tager han og Venstre til efterretning.
- Jeg vil godt takke Rene Milo for en fantastisk indsats for Venstre igennem de sidste mange år, og ønsker ham held og lykke fremover.
Spidskandidat ser fremad
Gruppeformand Pernille Beckmann siger lige som sin formand, at hun havde glædet sig til samarbejdet med Rene Milo, men at hun tager hans beslutning til efterretning. Hun er ked af, at han forlader gruppen, men siger, at hun ikke kender noget til, at han ikke vil arbejde sammen med hende.
- Det har han selv valgt. Jeg kan ikke sige så meget til det. Hvis han går på grund af mig, må han selv om det. Jeg er ked af, at han ikke vil dyrke Venstres sag, men det gør ikke byrådsgruppen svagere, fastslår hun og siger, at hun glæder sig til samarbejdet med Venstres byrådsgruppe og byrådet i øvrigt.
Rene Milo havde ikke tid til en kommentar til Sydkysten inden avisens deadline, selv om redaktionen fik ham i tale.
Han fortsætter som løsgænger efter den 1. januar.