Lægevagten - kan den bruges, når man er syg? Det spørger Jette Christensen fra Skibby om den 7. december her i avisen. Hun føler sig dårligt behandlet af Lægevagten i forbindelse med en influenza, og det skal Lægevagten selvfølgelig beklage.
Men ja, lægevagten kan faktisk bruges, når man er syg. Lægevagten får mange henvendelser fra borgere med influenzalignende symptomer, men langt de fleste typer af influenza er ufarlige, fordi kroppens immunforsvar selv kan overvinde virus, normalt i løbet af fem dage, hvis man i øvrigt er ved godt helbred.
Hvis helbredet ikke er så godt, bør man kontakte sin læge, som beslutter, om der skal tilbydes medicinsk behandling. Det er altid bedst at henvende sig til egen læge, som kender sine patienter, men lægevagten står til rådighed uden for egen læges normale arbejdstid. Så fra mandag til fredag fra klokken 16 til 08 og hele døgnet på lørdag-søndag og helligdage kan man på tlf. 38 69 38 69 komme til at tale med en erfaren vagtlæge om et sygdomsproblem.
Hos egen læge kan man efter behov få taget en CRP, som er en laboratorieanalyse af en enkelt bloddråbe. Analysen viser hvor stærk en infektion er, og om det er nødvendigt at tilbyde medicinsk behandling. I Lægevagten kan man ikke foretage CRP, som Jette Christensen oplevede det, fordi det stiller særlige krav til laboratoriefaciliteter, hvis analysen skal være retvisende.
Med hensyn til røntgenundersøgelse, som Jette Christiansen også undrede sig over, at hun ikke blev tilbudt, så kan Lægevagten henvise til nærmeste skadestue, men det sker kun, hvis vagtlægen vurderer, at det er nødvendigt. Røntgenundersøgelse bruges sjældent i første omgang.
Så alt i alt er lægevagten faktisk en god garanti for, at syge mennesker får kompetent behandling uden for egen læges normale træffetid.