Gæsterne står i kø: Nu får café løst pladsproblemerne

Café Forsinket har pladsproblemer, når vejret ikke er til at sidde udenfor.

Café Forsinket har pladsproblemer, når vejret ikke er til at sidde udenfor.

Masser af tomme borde og personale, der ikke har noget at lave. Det er virkeligheden for nogle spisesteder. Men hos Café Forsinket i Jyderup forholder det sig stik modsat, for her har udfordringen længe været, at man faktisk ikke har plads nok til gæsterne. Men nu har caféen fundet en måde at løse problemet på.

Café Forsinket er nemlig i gang med at udvide. Konkret tager caféen nu også førstesalen i den gamle stationsbygning i brug. Det vil betyde, at der bliver plads 49 flere gæster end i dag.

Det fortæller Jais Westh Lauritsen, der er indehaver af Café Forsinket.

- Vi har haft problemer hernede - specielt om vinteren - med at få plads til gæsterne. Det er både torsdag, fredag og lørdag. Og vi vil helst undgå bordreservationer, for hvis vi skal have et fornuftigt prisleje, så kan det ikke nytte noget, at vi har for mange borde, der står og venter på, der kommer gæster om tre kvarter eller en time. Det er for dyrt at have borde, der ikke er besat, siger Jais Westh Lauritsen og fortsætter:

- Og når vi ligger, hvor vi ligger, skal vi have et bord ledigt, når gæsterne kommer. For vi kan ikke bare sende dem over på den anden side af gaden. Derfor var vi nødt til at finde en løsning, og derfor var det genialt, at vi fik mulighed for at få førstesalen.

Jais Westh Lauritsen fortæller, at caféen ikke har de store problemer om sommeren, fordi der her er 60-70 pladser udenfor.

Graffiti på væggene

Da muligheden for at udvide opstod, begyndte arbejdet med at gøre førstesalen i stand.

Ifølge Jais Westh Lauritsen overvejede de at lave et helt nyt koncept på første sal, men resultatet er endt med at blive noget, som i hvert fald stamgæsterne kan genkende.

- Vi lagde hjernerne i blød, men vi kunne ikke finde den helt rigtige løsning. Så vi blev enige om, at vi gør det samme som i caféen. Det vil sige, vi har hakket pudsen af væggene, lavet høje paneler, og vi kører de sennepsbrune farver, forklarer Jais Westh Lauritsen.

- Trappeopgangen har vi dog gjort noget ekstra ud af. Den var virkelig, virkelig kedelig og mindede om Molslinjen. Det var en udfordring, hvordan vi fik den gjort hyggelig. Der fik vi så to super-dygtige graffitikunstnere fra København ind, og de brugte seks dage på den. Det er blevet til en super lækker øjenåbner, siger han.

Plads til nye ting

På den nye førstesal vil det være muligt at tage imod større selskaber. Derudover er der også plads til, at der kan laves musik- og storskærmsarrangementer, stand up, foredrag og meget mere.

- Da vi startede, lå Habibi lidt længere nede af gaden. De havde levende musik og lavede forskellige kulturarrangementer. Derfor tænkte vi, at det skulle vi ikke også begynde på, vi skulle lave noget andet. Men inden vi åbnede, lukkede de. Og vi havde indrettet et sted, hvor der ikke var mulighed for levende musik, kulturarrangementer, foredrag og lignende. Så på den måde bliver det fint at få et lokale ovenpå, der er indrettet til den slags - uden at det går ud over den almindelige drift nedenunder, siger Jais Westh Lauritsen.

Udvidelsen blev markeret med en reception på Café Forsinket onsdag den 22. november.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...