Ringsted: Lokalbladet Ringsted, hvis medarbejdere i foråret flyttede til et fælleskontor i Slagelse, vender snarest tilbage til Ringsted. Dette er en følge af, at Berlingske Media har besluttet at sælge Lokalbladet til DAGBLADETs udgiverselskab, Sjællandske Medier A/S.
Lokalbladet Ringsted får, så snart dette er praktisk muligt, hjemsted i bladhuset i Søgade 4-12.
Chefredaktør Torben Dalby Larsen oplyser, at Lokalbladet Ringsted ligeledes, så snart dette er praktisk muligt, vil blive drevet sammen med Ringsteds anden midtugeavis, Ringsted Posten. Annoncørerne får fortsat mulighed for at vælge mellem et oplag, svarende til Lokalbladets, samt et større oplag, svarende til Ringsted Postens.
Målet er at sikre Ringsted-området en stærk ugeavis med udgivelse tirsdag / onsdag.
Udgivelsen af Ringsted Weekend, der udkommer torsdag / fredag, fortsættes.
Bred medievifte
Der bliver naturligvis et sammenspil mellem Sjællandske Mediers trykte medier samt selskabets tilbud på nettet - først og fremmest www.sn.dk/ringsted, www.ringsted-weekend.dk og det nyeste tiltag www.ringstednu.dk.
- Vi byder nye medarbejdere velkommen i bladhuset i Søgade. Udviklingen på markedet er, så både Berlingske Media og Sjællandske Medier erkender, at kvalitet og bæredygtighed forudsætter en konsolidering, siger Torben Dalby Larsen
Med det lokale DAGBLADET, to lokale ugeaviser, flere lokalt forankrede tilbud på nettet samt Radio SLR har Ringsted en medievifte med en meget bred appel tilsammen.
Sjællandske Medier A/S driver medier i 27 kommuner i Region Sjælland og Region Hovedstaden. Selskabets hovedsæde - og dermed fællesfunktioner - er i Søgade 4-12 i Ringsted.red.
