Tømte Imerco-butik i Nærum på tre minutter

Tøm en Imerco-butik på tre minutter for varer op til 10.000 kr.

Det var hvad Kjeld Møller Hansen fra Lyngby havde vundet i en Imerco-konkurrence, som isenkram-kæden satte i søen, med i alt 1,7 mio. kuponer i spil.

Forud for dagen torsdag den 3. november havde Kjeld Møller Hansen sammen med sin kone, Bente, været i tre forskellige Imerco-butikker, for at undersøge priser og udvalg. Og valget var faldet på Imerco-butikken på Nærum Vænge Torv til fordel for butikkerne i Holte og Lyngby, der "ikke var indrettet lige så optimalt", når det skulle gå stærkt.

"Vi har været i butikken to gange for at se, hvor varerne stod og lige se om der er nogle tilbud, og senest i går (onsdag i sidste uge), for nogle gange bytter de rundt på varerne. Og det havde de også gjort her," sagde den heldige vinder.

Og marketingschef i Imerco, Morten Kaare Pedersen fortalte, at det ikke var gjort for at drille vinderen.

"Det gør vi ofte med vores tilbudsvarer. Det skal være sådan at når kunderne kommer i butikken efter en vare, som har været i den aktuelle avis, så skal den også stå fremme på en plads, hvor folk kan se den. Derimod står alle vores faste varer på de bagerste hylder i butikken," forklarede han.

Forud for de tre minutter ridsede Morten Kaare Pedersen reglerne op:

"Kun én af hver vare. Ingen gavekort. Højst for 10.000 kr. Er der varer for mere, må I bagefter udpege, hvilke vi skal tage fra."

Så gik starten, hvor Kjeld Møller Hansen fik tre minutter til at finde varerne frem.

Hurtigt og fokuseret løb han frem og tilbage mellem hylderne og disken. Flere gange blev varerne stablet i flere lag inden turen igen gik tilbage til disken.

Efter de tre minutter kunne butikschef Jan Hjelvang gøre status:

Der stod i alt varer for 9.874,95 kr. bag disken.

Bagefter udpegede Kjeld Møller Hansen om dagens bedste kup.

"Jeg er glad for den Dolce Gusto Espresso maskine, og så er der også gaver til andre i familien," sagde han.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...