Citroën kører i øjeblikket en kampagne, hvor der er gratis financiering på tre modeller. Det betyder, at køberne kan betale bilen over otte år - uden at betale mere for den.
De tre modeller, der er med i kampagnen er C1, C3 og C3 Picasso. Kampagnen begyndte i oktober og kører året ud.
- Mange kunder siger, at det kan da ikke passe, men det er helt gratis, fortæller sælger Henrik Pedersen fra Benny Hansen, Ringsted A/S, der forhandler Citroën i Ringsted.
Henrik Pedersen forklarer, at importøreren giver en stor rabat, når bilen bliver financieret gennem Citroën. Hvis køberen eksempelvis vælger en C3 til 1495 kroner om måneden i otte år, giver det 143.520 kroner, dertil kommer en udbetaling, som er på 26.000 kroner, hvilket i alt giver 169.520 kroner - hvis man betaler kontant, koster bilen 168.671 kroner. Hvis køberen vælger en C3 Picasso, er financieringen betydeligt billigere end at betale kontant, idet køberen kommer til at betale 201.400 kroner for bilen gennem financiering - mens kontantprisen er 209.670 kroner.
- Køberen kan også vælge en anden udbetaling, siger Henrik Pedersen og oplyser, at der er renter på financieringen, så der kommer også et mindre fradrag, der ikke er regnet med i regnestykket fra Citroëns side.
- Så selv om du har pengene, så gem dem, foreslår sælgeren, som allerede har oplevet, at kunderne bruger pengene til at klare anden gæld og vælger Citroëns løsning til køb af bil, som på papiret er gratis.
Hvis man kommer med 20 procent i udbetaling, tager det som regel mellem ét og 10 minutter at klare financieringen.
- Hvis kunder kommer med en bil, som svarer til udbetalingen, så klarer vi også den, siger Henrik Pedersen.
Citroën kan klare en rente på 3,95 procent, og det står godt i forhold til bankerne.
- Vi kan også klare en fastrente på 4,95 procent, så er kunden sikret mod stigninger. Det gør man normalt ikke på biler. Vi har masser af muligheder for at skræddersy en løsning for den kunde, vi nu har med at gøre, siger Henrik Pedersen.
britt
