Alle IC4-tog tages ud af drift

DSB har besluttet at indstille al kørsel med IC4-tog indtil videre. To gange har IC4-tog bremset for sent.

DSB har besluttet at indstille al kørsel med IC4-tog indtil videre. To gange har IC4-tog bremset for sent.

Problemer med at få det i forvejen skandaleramte IC4-tog til at standse ved stopsignaler, har nu fået DSB til at indstille al kørsel med IC4-tog indtil videre, oplyser DSB søndag aften.

Togene får ikke lov til at køre igen, før det er klarlagt, om det er en generel fejl ved togene, der var årsag til to tilfælde, hvor IC4-tog er kørt forbi et stopsignal.

Det skete i Høje Taastrup 4. november og igen i Marslev på Fyn den 7. november.

DSB kan ikke afvise, at der er tale om en generel fejl.

Derfor har DSB besluttet at standse al kørsel med IC4-tog, indtil begge hændelser er undersøgt af Havarikommissionen, og der er fundet en afklaring på situationen, hedder det i en meddelelse fra DSB.

I hændelsen i Høje Taastrup, som DSB netop har modtaget de sidste analyser af, har et IC4-tog passeret et rødt signal med ganske få meter.

Selv om der "er visse ligheder i hændelsesforløbet", er der ifølge koncerndirektør for DSB Vedligehold Frank Olesen ikke nogen indikationer af, at der er tale om en generel fejl.

- Sikkerhed går forud for alt andet, og vi har derfor, som en ekstraordinær sikkerhedsforanstaltning valgt at indstille al kørsel med IC4-tog indtil videre, siger Frank Olesen.

Hvis det er en general fejl ved togene, som var skyld i forbikørslen af stopsignalerne, så kan det måske være en fejl i togenes bremsesystemer.

I hvert fald har lokomotivføreren ved en af de to hændelser fortalt, at han havde store problemer med at bremse.

I videst muligt omfang indsættes andre togtyper i de afgange, der var planlagt kørt med IC4-to, oplyser DSB.

På nuværende tidspunkt ved DSB ikke, hvornår IC4-togene igen kommer i drift, men afventer de nærmere undersøgelser, der bliver foretaget i tæt samarbejde med Havarikommissionen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...