Palle Høj, Frederiksborg Amts Avis
En boghandler spåede forleden, at den nye biografi om Rungsted-drengen Frederik Fetterlein ikke ville nå de store salgshøjder. Grundlaget er for tyndt. Det er ikke nok at have været en halvgod tennisspiller.
Efter at have læst bogen "Fetterlein - forført af livet" er jeg tilbøjelig til at give boghandleren ret. Bogen efterlader indtrykket af en endog særdeles overfladisk charlatan, som har - undskyld udtrykket - røvrendt sin nærmeste familie, tidligere kone og kærester, som han har to børn med.
Det er på det tvivlsomme felt, at den kendte playboy har været mest vedholdende i det, han har foretaget sig.
Bogen bærer præg af, at Frederik Fetterlein gerne vil fortælle om sit fede liv i overhalingsbanen i Monaco, London og andre storbyer, og hvordan han har "kneppet" alverdens kvinder, som han selv udtrykker det.
Men hey - Monte Carlo er lækker, og det er jeg også! "Det betød alt for mig" er en fast vending, som desværre mister sin værdi, når den bruges lidt for ofte. Men Fetterlein skal da have ros for at krænge al skidtet ud, men hvad vi så skal bruge det til, det ved jeg ikke.
Trivielt i længden
Det bliver i længden noget trivielt at høre om diverse erobringer og byture til flere hundrede tusinde kroner. Den del af historien fylder alt for meget af de knap 300 sider.
Det mest interessante ved bogen er faktisk beretningen om Fetterleins tid som tennisspiller, for selv om han ikke nåede helt til tops i udlandet, så var han i en årrække en af de allerbedste tennisspillere i Danmark med flere titler. Han fortæller om starten hjemme på Engvej i Rungsted, og hvordan han tilbragte det meste af sin tid på Hørsholm-Rungsted Tennisanlæg - og den mentale styrke, som allerede dengang hjalp ham på vej i svære kampe, mødet med nogle af de store spillere og rivaliseringen med Kenneth Carlsen.
Tennis er også Fetterleins afsæt til livet i den overhalingsbane, der sluttede så brat med totalt økonomisk kollaps i finanskrisen.
Økonomisk ruin
Som han selv beskriver det i bogen, styrtede hans tilværelse i grus på en enkelt weekend.
Fetterlein - du skulle læse din egen bog med nye øjne. Nedturen startede længe inden og har nok så meget med svigt og ekstravagant livsstil at gøre.
På den led har bogen faktisk en værdi. Man bliver bekræftet i opfattelsen af, at Frederik Fetterlein ikke blot har været Danmarks førende playboy, men også et førsteklasses kvaj. Han bekender sig til begge dele, og bekendelseslitteratur har også sine læsere.
Bogen er i øvrigt velskrevet, man fornemmer Fetterlein, selv om han med egne ord knapt kan stave. Ghostwriter er Peter Bennett fra Sigerslevøster. Han har den fordel, at han kender Fetterlein fra gamle dage. Tonen er ramt godt. "Freddy, du er på røven".
Biografi: Fetterlein - forført af livet, 294 sider. Pris: 249 kroner. Forlag: Bogkompagniet. Udkom i denne uge.
