Da drabssigtede Bo Madsen den 25. juni fik smadret alle sine vinduer på sin liebhaver-ejendom på Udsigtsbakken i Næstved, var det Bandidos Næstved, som stod bag.
Det bekræfter tidligere præsident for Bandidos i Brandelev, Arish T. Hamedan, over for Sjællandske.
Bo Madsen havde på det tidspunkt startet et VIP-bordel på adressen sammen med sin forretningspartner Claus Stokholm Larsen, som er den anden drabssigtede og varetægtsfængslede i sagen om den forsvundne storsvindler Henrik Haugberg Madsen. Og Bandidos i Næstved ville i den forbindelse have svar på, hvem der stod bag bordellet, som havde fået navnet "Club Udsigten."
- Hvis man chikanerer folk, så finder man ud af, hvem bagmanden er. Og jeg kan ikke udelukke, at det var os, der var nede for at prikke på døren dengang, siger Arish T. Hamedan til Sjællandske.
Troede der var en aftale
Det viste sig ifølge Sjællandskes oplysninger, at Bo Madsen og Claus Stokholm Larsen følte sig overbeviste om, at de havde fået grønt lys af Bandidos til at åbne bordel. De henviste til en person med tilknytning til Bandidos Copenhagen, men den går ikke:
- Det kan ikke lade sig gøre for folk i Bandidos Copenhagen at bestemme, hvad der skal være hos os i Næstved. Det er med os, ligesom det er med kommunerne. I Næstved er det os, der bestemmer, mens vi ikke har noget at skulle have sagt i København. Så selv om de måske har haft en ven fra Bandidos i Ballerup, så er det altså ikke nok til, at vi automatisk synes, det er en god idé, siger Arish T. Hamedan.
Politi nægter at kommentere
Sjællandske har forsøgt at få Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til at bekræfte sammenhængen mellem den tidligere Bandidos-præsidents udtalelser og politiets opfattelse af sagen. Men det nægter efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen at gøre.
- Jeg vil slet ikke kommentere på de rygter, du hører. Det vil være useriøst af mig at kommentere på det, når alt hvad der handler om de to varetægtsfængslede i sagen - inklusiv hærværket på Udsigtsbakken - er omfattet af dørlukning i retten, siger han.