Lars Lausten Mortensen har som 63-årig taget hul på sit første embede som præst. Men hvad får nogen til at skifte spor i en sen alder efter en lang karriere i et andet fag?

For Lars Laustens vedkommende har kirken og teologien altid ligget og luret i baggrunden. Han er ud af en familie, hvor det var naturligt med kirkegang og sang fra både højskole- og salmebog.

Som ung var han i en periode også sognediakon i Stavnsholtkirken i Farum, hvor han er opvokset, for at finde ud af, om det var noget for ham, men i første omgang valgte han lærergerningen.

- Jeg blev nysgerrig på teologi, mens jeg uddannede mig til lærer, og tænkte, at det var noget, jeg kunne læse sideløbende. Men så gik tiden, indtil jeg nu er endt her. Så det er en gammel drøm, der er gået i opfyldelse, siger han.

Lars Lausten begyndte som højskolelærer i Haslev, men har også undervist i folkeskolen og har sågar været lærer i to år på en svensksproget skole i Finland, hvor hans kone stammer fra. Hjemme igen blev det til 11 år på en erhvervsskole i Køge, indtil der kom en reform, der begyndte at få ham på andre tanker.

- Jeg får inspiration af samtaler med mennesker og af at være ude blandt dem, men reformen betød, at jeg skulle være mere på skolen, og det fik det til at krible i mig efter at prøve noget andet, siger han.

En øjenåbner

Tanken om at læse teologi var som nævnt ikke ny, men det er sin sag at gøre det, når man nærmer sig de 60 år.

Lars Lausten skrev et brev til daværende biskop Peter Fischer-Møller for at høre om mulighederne og blev gjort opmærksom på, at han kunne tage en fleksibel master i teologi.

- Det var en øjenåbner. Jeg vidste ikke, om det ville være muligt, for min daværende arbejdsgiver ZBC skulle sige god for, at jeg kunne studere en dag om ugen ved siden af mit arbejde som lærer, siger han.

Lars Lausten tog hul på sin master i foråret 2018 og stoppede som underviser den 31. december 2021. I 2022 begyndte han på Pastoralseminariet og blev færdig i juni samme år. Under sit studie var han blandt andet kirketjener i Ansgarkirken i Hedehusene.

- Det lærte jeg rigtig meget af, for eksempel om arbejdsmiljø, og at forskellige faggrupper kan rykke og skabe noget sammen, når der males en fælles vision, siger han.

Bor i cykelafstand

Det var først, da Lars Lausten havde afsluttet sin udprøvning under paragraf 2, at han kunne søge stillinger som præst, men spørgsmålet var, hvor han kunne finde et embede?

- Jeg havde talt med min kone om, vi var klar til at flytte, hvis jeg fik job? Vi bor dejligt i Vindinge og har gode naboer, så jeg søgte mere efter stillinger i Roskilde uden bopælspligt, siger han.

Derfor vakte det hans interesse, da der blev slået en stilling op som præst i Jakobskirken i Roskilde Søndre Sogn, som ligger i cykelafstand fra Vindinge.

- Mens jeg læste, arbejdede jeg for Post Nord i Roskilde og havde tit ruter i sognet. Det gjorde mig også nysgerrig, at sognet har en stor andel af borgere med anden etnisk herkomst end dansk og er i øjenhøjde og stadig dialog med bydelen. Men samtidig har den også en ny bydel som Musicon, siger Lars Lausten, hvis kone arbejder på Tjørnegårdskolen, der ligeledes ligger i et område med mange beboere med udenlandsk baggrund.

Han søgte stillingen og fik den og blev indsat som præst lige efter sommerferien.

- Læringskurven er stejl, men relationer er stadig en stor del af arbejdet, lige som da jeg var lærer. Jeg har skullet vænne mig til, at når jeg er iklædt præsterollen, så er der valg, der kalder på en teologisk refleksion og beslutninger, der tages på baggrund af denne. Leder-rollen i præstejobbet er ny for mig, siger han.

Livserfaring

Omvendt kan Lars Lausten gøre brug af, at han kommer med et helt arbejdslivs erfaringer i bagagen fra sin tid som lærer.

- Jeg har noget livserfaring, jeg kan bruge, og jeg kan trække på mine egne erfaringer i mine prædikener. Jeg har nogle knager, jeg kan hænge det op på, når jeg skal finde pointen i teksten og skal gøre prædikenerne vedkommende, siger han.

Det samme gør sig gældende, når han har bisættelser og begravelser og skal tale om afdøde.

- Jeg skal male et billede af en person, jeg ikke kender, og det er en opgave, jeg er ydmyg over for. Det har været meget givende og stærkt at tale med de pårørende og lytte ind til livsfortællingerne. Kirken kan blive et rum for det uforløste og et rum for sorgen som et udtryk for kærligheden til den afdøde. Evangeliet kaster et nådigt lys, siger han.