Nationalpark Kongernes Nordsjælland har ansat Mia Brædstrup-Holm som sekretariatschef med virkning pr. 1. januar 2024.
Hun afløser Marianne Lund Ujvári, der efter 5 år og godt 2 måneder har forladt stolen til fordel for et job som chefkonsulent og miljøkonsekvensspecialist i Banedanmark.
Mia Brædstrup-Holm kommer fra en stilling i Hillerød Kommune som souschef i Byrådssekretariatet og senest samme sted som sektionsleder i Kultur og Udvikling.
Hun er uddannet cand.scient.pol. og har diplomuddannelser i ledelse, projektledelse og “design thinking”, og glæder sig til det kommende arbejde som sekretariatschef:
- Jeg glæder mig til at gribe stafetten og bidrage til den videre udvikling af Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Vi står et stærkt sted med Nationalparkplanen, bestyrelsens strategi og arbejdsprogram for 2024. Et program der arbejder med den brede vifte lige fra naturbeskyttelse til partnerskaber og meget mere. Vi har en fantastisk nationalpark med store skove, søer og slotte, hyggelige lokalsamfund med levende fortællinger og mange engagerede iværksættere og ildsjæle, der binder det hele sammen, udtaler hun i en pressemeddelelse.
Mia Brædstrup-Holm har et stort lokalkendskab til Nordsjælland og kommer med bred erfaring indenfor ledelse, udvikling, erhverv, turisme, kultur, uddannelse og partnerskaber. Blandt andet har hun i kommunen haft en aktiv rolle i nationalparkprojekter, Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland, VisitNordsjælland, C4 Videncenter og Erhvervshus Hovedstaden.
Bestyrelsesformand i Nationalpark Kongernes Nordsjælland, Per Kølster, ser frem til samarbejdet med den kommende sekretariatschef:
- Det glæder mig, at vi ud af et stærkt ansøgerfelt har peget på Mia som sekretariatschef. Mia brænder for ledelse, naturen og vores egn. Hendes strategiske sans for udvikling, involvering og samarbejde er nødvendige ingredienser for at kunne understøtte nationalparken som en demokratisk organisation for fremtiden, siger han.“
Per Kølster uddyber, at den nye sekretariatschef skal sikre, at nationalparken udvikler sig - blandt andet gennem realisering af et centralt besøgscenter og udvidelse af nationalparkens geografi.
Nationalpark Kongernes Nordsjælland blev indviet i d. 29. maj 2018 som Danmarks femte nationalpark.
Nationalparken er med sine 262km2 den næststørste nationalpark i Danmark.
Over 70 % af nationalparken udgøres af Natura 2000-områder, og ca. halvdelen er skov, hvoraf 90 % er udlagt til biodiversitetsformål.
En af Danmarks største skove, Gribskov, og landets to største søer, Arresø og Esrum Sø, er del af nationalparken sammen med hele to UNESCO verdensarvssteder: Kronborg og Parforcejagtlandskabet.