Brøndby-træner fyret efter nederlag

Fodbold: Brøndby IF's nederlag søndag aften i Silkeborg IF ærgrede naturligvis cheftræner Henrik Jensen, der trods en god første halvleg, måtte indkassere et nederlag. Det blev hans sidste kamp som cheftræner for Brøndby IF.

"Brøndby IF ophæver dags dato samarbejdet med cheftræner Henrik Jensen. I samme ombæring ansættes Aurelius Skarbalius som ny cheftræner foreløbig frem til 31. december", lød den ganske kortfattede pressemeddelelse til Københavns Fondsbørs fra morgenstunden mandag.

Det vil være svært at sige, at fyringen kommer som en overraskelse, for Brøndby IF har kun formået at skrabe 12 point sammen i 13 kampe. Det rækker kun til en 10.-plads.

Så sent som sidste uge var sportsdirektør Ole Bjur ellers i pressen og forsikre, at Henrik Jensen var den rette mand i jobbet, men nederlaget til en anden bundklub Silkeborg blev altså en tand for meget. Allerede søndag aften efter kampen sagde BIF-direktør til Politiken, at "situationen bliver overvejet".

- Altså, jeg ved jo godt, hvordan tingene foregår. Udadtil har man ligeså stor opbakning, som folk siger, indtil man får en kniv i ryggen. Ledelsen kan jo ikke stå og sige, at de ikke har tillid og så lade mig fortsætte. Man er jo nødt til at bakke træneren op, men det er kun lige indtil de ringer, sagde Henrik Jensen søndag til Politiken.

Efter kampen var der da heller ikke tvivl om, at der var ting, der skulle ændres i klubben. Det var holdets anfører ikke i tvivl om.

- Det er egentlig meget simpelt fremadrettet. Vi skal blive bedre. Det her er ikke vores niveau, og vi kan ikke snakke os ud af det. Vi skal agere professionelt og komme ud af denne fase, selvom det gør ondt på selvtilliden lige nu, sagde anfører Clarence Goodson efter kampen, inden han vidste, at det blev Henrik Jensens sidste.

Auri tilbage i Brøndby

Henrik Jensen trådte til i Brøndby IF i marts 2010 efter fyringen af Kent Nielsen. At han nu lider samme skæbne kan for nogle sikkert virke logisk, efter han har været mindre heldig i sine tidligere klubber: Med Køge Boldklub, AB, AC Horsens er klubberne alle rykket ned med Henrik Jensen som træner.

Afløseren hedder Auri Skarbaluis, der ellers har været cheftræner i HB Køge indtil videre. Litaueren, der har været i Danmark i mange år som både spiller og træner, var i forvejen udset til at komme til Brøndby IF til januar som assistenttræner, men med fyringen kommer der speed i processen og han forfremmes indtil årsskiftet til cheftræner.

I sin første opgave bliver han bogstaveligt talt kastet for løverne fra FC København, når de to hold møder hinanden i Pokalturneringens ottendedelsfinale torsdag.

- På torsdag venter en ny svær kamp, og her skal vi være klar. Pokalturneringen er vigtig for os, og vi skal hive os selv op og levere en god præstation her. Jeg er sikker på, at spillerne vil være der torsdag, hvor målet er at komme videre i turneringen, fastslår Clarence Goodson.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...