Lars Jacobsen: Vi skal forbedre os overalt

Lars Jacobsen mener, at det var fuldt fortjent, at FC København tabte 1-3 hjemme til FC Nordsjælland.

Lars Jacobsen mener, at det var fuldt fortjent, at FC København tabte 1-3 hjemme til FC Nordsjælland.

Landsholdets og FC Københavns højre back Lars Jacobsen er langt fra tilfreds med sit klubholds indsats efter 1-3-nederlaget til FC Nordsjælland i Superligaen.

Nu står den på selvransagelse i hovedstaden.

- Vi skal forbedre os på alle parametre. Vi er så heldige, at vi har skabt et forspring i Superligaen, og vi ligger stadig nummer et, men nu skal vi ud at vinde kampe, siger Lars Jacobsen.

Han har ingen dårlige undskyldninger oven på FCK's første liganederlag i Parken siden marts sidste år.

- Vi tabte fortjent. Nordsjælland spillede langt bedre end os, var langt bedre til at holde fat i bolden og fandt hele tiden rum at spille i på banen. Specielt i den første halve time var vi meget skidt. Det var langt fra godt nok.

- Vi har selvfølgelig langt større målsætninger end at tabe 1-3 til Nordsjælland på hjemmebane, så det er da skuffende, konstaterer Lars Jacobsen.

Backen kan sammen med resten af sit hold kigge tilbage på fem kampe i alle turneringer, hvor de forsvarende mestre ikke er gået fra banen med tre point.

- Nu har vi heldigvis allerede en kamp på torsdag, hvor vi kan rette op på det, fortæller Lars Jacobsen med henvisning til torsdagens pokalkamp mod Brøndby.

I Superligaen fører FCK fortsat med fire point ned til FC Nordsjælland og FC Midtjylland.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...