Benny har fundet lykken i Tjebberup

Bella Centrets tidl. køkkenchef stortrives med Spisestedet Tjebberup i seniorlandsbyen

Bella Centrets tidl. køkkenchef stortrives med Spisestedet Tjebberup i seniorlandsbyen

Holbæk: På cvet er nogle af de tidligere arbejdspladser den nu nedlagte restaurant Ekko Danmark på Axelborg, hvor han tilbage i 70erne fik kokkeuddannelsen, Rio Bravo i Stormgade, Hotel Kong Frederik på Rådhuspladsen, Hotel Admiralen, Den Gyldne Fortun, Frederiksberg Rådhuskælder, Krystal Atrium Restaurant i Krystalgade, Peder Oxe (hvor han udviklede kædens saucer, red.) og Bella Centret. Efter et lille års arbejdsløshed er han, 54-årige Benny Lykke, tilbage i køkkenet, nu med sin egen forretning gennem forpagtning af restauranten i seniorlandsbyen i Tjebberup, som han slet og ret har valgt at kalde Spisestedet Tjebberup.Benny Lykke overtog forpagtningen den 1. juli, og han lægger ikke skjul på, at han har fundet lykken. Han stortrives med projektet i Tjebberup, hvor seniorlandsbyen tæller 76 beboere. Det er først og fremmest dem, der skal have muligheden for at springe en ugentlig køkkentjans eller to over for lige at spadsere op til restauranten i landsbyens fælleshus og snuppe sig eksempelvis dagens ret til en fornuftig pris..

- Men vi har selvfølgelig også åbent for alle andre. Holbækkerne er også hjertelig velkommen herude, også med selskabsarrangementer, siger Benny Lykke, der fandt stedet via internettet, hvor seniorlandsbyen søgte en forpagter.

- Jeg er ikke nogen rendemaske, selv om jeg har været mange steder. Men fra 78 og frem til 91 skulle der udvikles. Siden da har jeg været i Bella Centret, først som souschef og siden 98 som køkkenchef. Men finanskrisen gik hårdt ud over Bella Centret. Jeg og seks medarbejdere fik en fyreseddel i fjor, fortæller en meget tilfreds Benny Lykke, der i tiden i Bella Centret mere var organisatoren end praktikeren ved komfuret.

- Nu er jeg tilbage ved mit oprindelige fag. Arbejdet i Bella Centret har så givet mig nogle logistiske egenskaber, som jeg nyder godt af her i Tjebberup, hvor køkkenet jo ikke er stort. Det kræver god planlægning, når huset er fyldt, smiler Benny Lykke, der foreløbig har lavet en etårig forpagtningsaftale med landsbyen.

- Men det er gået forrygende. I forhold til min forgænger er omsætningen nok tæt på at være fordoblet og bundlinjen er også i orden. Jeg har slet ikke haft brug for den kassekredit, som mit pengeinstitut gav mig. Det er jo et godt tegn, siger Benny Lykke, hvis hustru Lis - ægteparret bor i Havdrup syd for Roskilde - gerne giver en hånd med sidst på ugen.

- Ellers handler det om selv at være på banen, ikke mindst i køkkenet, men også med at komme rundt til gæsterne ved bordene. Jeg har en aftale med et par teenagere om at komme, når der er mere at se til, end jeg selv kan magte. Så er det bare at sende en sms

Værelser og kurserI forpagtningen indgår også udlejning af otte dobbeltværelser. - Flere og flere har fundet ud af det, og da jeg tiltrådte, var det første, jeg gjorde, at sænke prisen på udlejningen. Det har givet pote, akkurat som det er tilfældet med priserne i restauranten.

Beboerne i seniorlandsbyen skal købe fire spisebilletter om måneden. - Tidligere fik de ikke brugt billetterne. Men nu rækker de kun til en uge, fortæller en begejstret Benny Lykke, som også gerne stiller sig til rådighed med tilbud på selskaber, også til »udenbys«. - Vi kan have 50 gæster og har selvfølgelig færdigpakker. Dertil kommer, at samme lokale i dagtimerne er særdeles anvendeligt til kurser. Der er det nødvendige udstyr, også projektor, så jeg er i stand til at skrue nogle attraktive kursuspakker sammen, forsikrer Benny Lykke.

Spisestedet Tjebberup, hvis webadresse har et dk tilføjet, har flere nye tiltag i støbeskeen. - Jeg er blevet utrolig godt modtaget herude og vil derfor bruge de næste par måneder til at overveje forskellige tiltag, siger den nybagte restauratør, der holder lukket søndag og mandag, men selvfølgelig er klar til at tage et selskab ind på en lukkedag.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...