Er du så uheldig at forstuve foden, få et brandsår eller en anden mindre skade, så vil du sandsynligvis få den hurtigste behandling på skadestuen i Gentofte.
En analyse af ventetiderne på Region Hovedstadens skadestuer, gennemført mellem den 17. og den 24. august i år, viser nemlig, at Gentofte Hospital kun brugte 50 minutter i gennemsnit inklusiv ventetid på at behandle de mindre skader, og det var rekord i dén uge.
I modsatte 'ende' lå Bispebjerg Hospital med 3 timer og ni minutter i snit.
Oversygeplejerske på skadestuen på Gentofte Hospital, Birgitte Degenkolv, forklarer den kortere vente- og behandlingstid med uddannelsen af flere behandlersygeplejersker:
"Lægen er jo den knappe ressource, derfor har vi de seneste tre år uddannet flere behandlersygeplejersker, som kan tage sig af langt de fleste mindre skader og lade lægerne tage sig af de skader, der kræver lægelig behandling", siger hun.
Hun fortæller videre, at hospitalet for alvor gik i gang med at videreuddanne de erfarne sygeplejersker til behandlere, da den akutte kirurgi - som brækkede ben og blindtarmsbetændelse - for tre år siden blev flyttet til Herlev.
"Vi måtte skære i bemandingen dengang, så vi er ikke blevet flere medarbejdere, men vi har altså organiseret os anderledes", siger Birgitte Degenkolv, der tilføjer, at det har skabt en enorm entusiasme og fokus på at behandle patienterne hurtigt.
Hun mener, at Gentofte Hospital har den største andel af behandlersygeplejersker blandt regionens hospitaler, og at succesen i Gentofte vil inspirere de øvrige hospitaler til også at uddanne flere behandlersygeplejersker.
De tilskadekomne opdeles i fem kategorier efter hvor akut, skaden er. Ventetiden for de mest akutte tilfælde er sat til under et minut, og det krav lever alle regionens sygehuse op til. De mindst akutte patienter er den gruppe, som vi her taler om.
Det fremgår af analysen, at enkelte patienter har måttet bruge op til tre timer på skadestuen i Gentofte den pågældende uge, og på Bispebjerg op til ni timer.
Analysen blev sat i værk på baggrund af det politiske fokus i sommer på ventetiderne på landets skadestuer.