Det var fokus på vækst, vækst, vækst, der var med til at knække halsen på Koncert Kompagniet, selskabet bag Ringsted Festival. Det fortalte direktør Anders Sørensen, da han torsdag aften deltog i et debatarrangement i København. Her satte Musikparlamentet - en forening, der arbejder for at udvikle musikmiljøet i Danmark - fokus på de mange festivaler, der har tabt penge denne sommer.
- Det, der har været problemet, er, at det har været en strategi over de sidste fire-fem år, at alt skulle investeres i at gøre det større. Buen er blevet spændt hele vejen for at få vækst, sagde Anders Sørensen og forklarede, at festivalens væksten medførte øgede udgifter.
Eksempelvis voksede markedsføringsudgifterne fra 400.000 kroner til 1,3 millioner kroner, men set i bagklogskabens lys burde han også have sørget for at lægge til side.
- Når man ikke tænker konsolidering, men hvert år fokuserer på vækst, så kan et enkelt år med et forholdsvist mindre underskud vælte det, tilføjede han.
Anders Sørensen fortalte, at publikum havde skullet vænne sig til det, da festivalen i sin tid udvidede fra én til to dage. Og måske var festivalen i virkeligheden endt med at blive for stor.
Det fik en til at spørge, om en løsning kunne være at gå tilbage til at arrangere en endags-festival, men det afviste Anders Sørensen.
- Det er ikke konceptet. 75 procent af publikum kommer udenbys fra og ligger i camping. Det er klart en helt anden oplevelse, og derfor kan jeg ikke se nogen retræte. Så skal man hellere bare lave en byfest, bemærkede han.
Debatten på mødet kom blandt til at handle om betydningen af at have en særlig profil. Og det er et af de ømme punkter for Ringsted Festival, erkendte Anders Sørensen:
- Problemet for vores festival er, at vi profilmæssigt ligner Vig, Langeland og Skanderborg. Vi har ikke fundet vores egen niche.
De unge ringstedere på 18-25 år tager til Roskilde Festival, men det gør de 25-45-årige ikke, og det er dem, Ringsted Festival appellerer til. Gennemsnitsgæsten er 35 år, men hver femte er yngre og kommer typisk med sine forældre.
- Og de har et helt andet behov og en helt anden grund til at tage på festival (end dem der tager til Roskilde, red.). De sociale rammer og hyggen trækker mere end musikken. Og der er meget forskel på, om man laver en festival for at tilfredsstille et musikalsk behov eller en fest. Jeg laver det for at lave en fest - det synes jeg er sjovest, sagde Anders Sørensen.
dada
