RINGSTED:Den nyeste Suzuki Splash 1.0 model kører hele 20,8 kilometer på literen ved blandet kørsel. Dermed placerer den sig helt i toppen af feltet over biler i den størrelse, og hvor langt de kører på literen. Og netop det sidste har alle nu mulighed for at prøve kræfter med, fordi Suzuki i Ringsted sammen med andre Suzuki forhandlere på landsplan afholder en konkurrence, hvor det gælder om at afprøve den nye Splash samtidig med, at man skal køre så langt som muligt på literen.
- Deltagerne skal ud at køre en tur på en rute, som vi har planlagt. Ruten er cirka 14 kilometer, og den indeholder både lidt bykørsel og landevejskørsel, fortæller Claes Møgelberg, der er salgskonsulent hos Svend Aage Lassen, der forhandler Suzuki og Mazda.
- Vi har lagt ruten sådan, at den giver det rigtige billede af, hvad Splashen kan køre per liter, siger Claes Møgelberg.
Så udfordringen for bilisten er simpelthen at få bilen til at køre så langt som muligt på literen. Deltager man, deltager i en konkurrence lokalt om et vaskekort til Q8 på 500 kroner, og man går også videre i den landsdækkende konkurrence, hvor man altså kan vinde en ny Suzuki Splash.
Foreløbig har en god håndfuld været ude at testkøre Splashen i konkurrencen, men den løber helt til slutningen af måneden, så man kan stadig nå at være med.
Suzuki Splash er i forvejen en rigtig populær bil, fortæller Claes Møgelberg.
- Det er en lille bil, men når man sidder i den føler man ikke, at den er lille, forklarer han.
Og med priser fra under 110.000 kroner skiller Splash sig også ud fra mængden med sin rummelige kabine og høje siddeposition, som både giver et godt trafikoverblik og behagelige ind- og udstigningsforhold. Den nye motor i Suzuki Splash 1.0 yder 68 hk og er forsynet med DOHC og dobbelt VVT system for bedre effektivitet. Dette bliver der rig lejlighed til at prøve på egen krop i konkurrencen resten af måneden. Forhandleren står naturligvis klar med et par gode råd til, hvordan man bedst sparer på benzindråberne.
