Indehaveren af Krogens Murermester, 60-årige Torben Pedersen, er søn af en murer og han har altid elsket at knokle på med de tunge sten.
- Jeg har lagt 1000 mursten om dagen. Jeg elsker at bygge, og at sidde sådan her. Det var nok det sidste, jeg regnede med. For jeg har været stærk som bare Fanden. Jeg ville gerne mure, til jeg satte træskoene, siger murermester Torben Pedersen, da avisens udsendte har trykket hans store faste hånd hjemme i Krogen ved Munke Bjergby.
Han sidder i kørestol, og sygdommen, der desværre har ramt ham, hedder IBM og er en betændelsestilstand i musklerne, som svækker muskulaturen.
En erfaren svend
Lykkeligvis er det ikke sygdommen, men videreførelsen af Krogens Murermester, der er baggrunden for invitationen. Og da Wissam Younes træder ind i stuen lyser Torben Pedersens ansigt op i et meget stort smil.
Wissam Younes har været svend i Krogens Murermester, og nu er han kommet for at overtage firmaet, som han skal videreføre fra Korsør.
- Jeg er så glad for, at det er den her måde, mit firma videreføres på. At det er en selvstændig, der overtager det og viderefører kvaliteten. Wissam laver et godt håndværk. Han er virkelig omhyggelig med tingene, og han rydder op efter sig. Han går altid forrest, også når arbejdet er krævende, siger Torben Pedersen anerkendende.
Krogens Murerfirmas navn og telefonnummer er uændret, men ejerskabet ligger fremover hos rekrutteringsfirmaet MultiCare Korsør ApS, der ejes af Wissam Younes kone Amira Chehayber, som driver det sammen med broren Alaa Chehayber.
Speciale i kirker
Krogens Murerfirma blev stiftet i 2004, efter at Torben Pedersen havde fået øjnene op for det unikke arbejde med kirkerestaurering
- Jeg arbejdede hos min far, inden jeg kom i lære i Hørve i 1979. Efter mange år på akkord, kunne jeg godt mærke det i min skulder. Helge Hansen, der var murermester i Sorø, sagde til mig, at jeg ikke skulle blive ved med at ligge og kravle på stiger. Så jeg startede for mig selv, da jeg fik nogle opgaver med kirkekalkning. Den første var Bromme Kirke, som jeg kalkede alene, fortæller Torben Pedersen.
Mange flere opgaver kom til, også den helt store i 2020 med den indvendige renovering af Sorø Klosterkirke.
Krogens Murermester har haft fem svende og en lærling, men firmaet et blevet reduceret på grund af Torben Pedersen sygdom. Og her matchede Wissam Younes Torben Petersens behov:
- Han kom til mig, da han manglede det sidste hovedforløb i sin danske mureruddannelse, efter at han havde været med til at mure Sikringen i Slagelse. Wissam sagde hele tiden ”Mester, du snakker meget”. ”Ja, det er for at du skal lære dansk”, svarede jeg ham, fortæller Torben Pedersen.
Kom fra Libanon
Wissam Younes var 38-år gammel, da han i 2010 blev familiesammenført med Amira Chehayber i Danmark.
Han havde været murer i Libanon fra han var 12 år gammel og startede på den danske mureruddannelse som 40-årig.
- Jeg syntes, at de andre elever var som mine børn, og jeg kunne hjælpe dem med at lære mange ting, fortæller Wissam Younes, der udover at lære fra sig selv fik lært murerfagsproget på dansk.
- Du lærte også, hvordan man arbejder i Danmark, og jeg er så imponeret over, at du både har fået den danske uddannelse og er kommet i arbejde. Sprogbarrieren og alderen har ikke været noget problem, siger Amira Chehayber, der ligesom sin bror er vokset op i Danmark.
Jeg er så glad for, at det er den her måde, mit firma videreføres på. At det er en selvstændig, der overtager det og viderefører kvaliteten.
Torben Pedersen, Krogens Murermester
Torben Pedersen etablerede Krogens Murermester i 2004 på Krogen 9 i Munke Bjergby, hvor han bor med sin kone Inge Skov Pedersen.
Torben Pedersen har haft flere lærlinge og voksenlærlinge. Han har også været skuemester på mureruddannelsen.
Krogens Murermester udførte i 2020 kalkarbejdet ved den store renovering af Sorø Klosterkirke.
Krogens Murermester videreføres i samme navn af Wissam Younes under firmaet MultiCare Korsør ApS.


