Venstre: Venstres unge løvinde, Sophie Løhde fortsætter sin politiske karriere i Folketinget i endnu en periode. Hun er valgt ind med 7416 personlige stemmer. Det er 1500 flere end ved sidste valg. Sophie Løhde glæder sig over fremgangen, da hun stillede op i samme kreds som sværvægterne statsminister Lars Løkke Rasmussen og finansminister Claus Hjort Frederiksen.
- Jeg vidste godt, at Lars Løkke ville tage mange stemmer, og at de øvrige kandidater ville få det sværere. At jeg trods alt kan notere en flot fremgang, er jeg meget beæret over. Jeg føler, det er en cadeau for de fire år, jeg har haft i Folketinget og det arbejde, jeg har lavet, siger Sophie Løhde til Frederiksborg Amts Avis.
