Svigtende resultater har ført til, at fodboldklubben FC Helsingør aktuelt ligger under nedrykningsstregen i 1. division.
Senest tabte klubben i weekenden på udebane til Hobro, og efter 11 kampe i træk i ligaen uden sejr, stopper cheftræner Daniel K. Pedersen nu i klubben.
Det oplyser FC Helsingør mandag i en pressemeddelelse. Daniel K. Pedersen forklarer, at han har valgt at opsige sin stilling i en erkendelse af, at der skal noget andet til.
- Det er tid til, at andre kan bringe ny energi ind omkring holdet og forhåbentlig skrabe en masse point sammen, siger han.
Daniel K. Pedersen har været cheftræner i FC Helsingør siden foråret. Forinden var han U-19 træner i klubben
FCK-legende tager over
Samtidig med offentliggørelsen af Daniel K. Pedersens stop, annoncerer FC Helsingør, at det bliver assistenttræner Alvaro Santos som skal lede klubben fremover.
Alvaro Santos har erfaring med rollen som cheftræner fra Helsingborgs IF, men i dansk fodbold er han nok mest kendt for sin tid som farlig angriber i FC København, hvor han spillede i fire sæsoner med 38 superliga-mål til følge.
FC Helsingørs direktør Bo Bay Hougaard er tryg ved, at det er Alvaro Santos, der skal tage over, og han takker Daniel K. Pedersen for sin arbejdsindsats.
- Jeg er selvfølgelig ked af, at Daniel stopper, men jeg respekterer hans beslutning. Jeg takker ham for det kæmpe arbejde, han har lagt i FC Helsingør, og nu er det tid til, at andre arbejder videre.
- Vi rykker sammen i bussen med Alvaro som cheftræner, og så sætter vi fuld fokus på de næste opgaver på banen, siger FCH-direktøren.
John Bredal fortsætter som assistenttræner. Dermed ligner det, at trænerteamet er blevet trimmet en stilling.
FC Helsingør har 8 point efter 13 kampe, og der er fem point op til stregen.