Ringsted: Økonomien hang ikke sammen på Ringsted Festival 2011. Det skal den gøre i 2012, og derfor har festivaldirektør Anders Sørensen allerede overvejet flere ændringer - blandt andet for at reducere udgifterne, skriver DAGBLADET Ringsted.
Antallet af scener bliver således skåret ned fra fire til tre - formentlig ved en sammenlægning af Kopimaskinen, der bød på kopimusik, og Reaktoren, der bød på det nye og unge.
- Det har været lækkert med dogmer for konceptuelle scener, men det har også lagt nogle bånd, der har begrænset, siger Anders Sørensen til DAGBLADET og forklarer, at antallet af kopiorkestre måske tog overhånd.
Anders Sørensen tilføjer, at der selvfølgelig ikke bare skal være et hul, der hvor den lukkede scene har stået. I stedet skal der være noget andet - for eksempel en irsk pub med lidt guitarmusik, foreslår han og understreger, at det hele endnu er indledende tanker.
De inkluderer også, at åbningstiden på festivalen vil blive kortere - den skal begynde senere på dagen. Han skønner også, at billetprisen vil blive sænket - om ikke andet så på dagsbilletterne. Efter planen åbnes billetsalget 1. november.
Læs mere i DAGBLADET Ringsted lørdag.
