Næstved: En af Næstved mest omtalte mænd i nyere tid, 40-årige Peter Bo Rasmussen, er ikke mere.
Grundlæggeren af Næstved Zoo skød sin eks-kone og derpå sig selv tirsdag formiddag.
Peter Bo Rasmussen var nærmest besat af krybdyr. Siden han var ganske lille, har han interesseret sig for dyr og krybdyr i særdeleshed.
Han drømte i mange år om at åbne en mindre zoologisk have i Næstved og det lykkedes ham i 2007. Men det var ikke uden begyndervanskeligheder. Åbningen af Næstved Zoo blev rykket angiveligt på grund af dårligt vejr i byggefasen og manglende godkendelse af sikkerheden i tigeranlægget.
Indbrud og selvmord
Zoos trækplaster, den hvide tigerunge Tinka, måtte aflives på grund af bækkebrud og snart hvæssede hele den danske zoo-verden kløer på Peter Bo Rasmussen, fordi han lod publikum klappe tigerungerne mod betaling.
Bedre blev det ikke, da zoo-direktøren fortalte, at han ville tilbyde zoopasser-uddannelse til 40.000 kroner pr. kursist. Respekten for Peter Bo Rasmussen var ikke stor i zoo-kredse.
Et meget mystisk indbrud hjemme hos Peter Bo Rasmussen gav ham mere omtale. Rovet bestod af 30 krybdyr. Endnu mere bizart blev det, da en tidligere medarbejder blev fundet død i tigerburet. Manden var død af røgforgiftning og sagen blev henlagt som selvmord.
Dem, der mødte Peter Bo Rasmussen, stod over for modsætningernes mand. Han kunne være venlig, imødekommende og fortalte engageret om dyr, dyrevelfærd og dyreparkens udviklingsmuligheder.
Men han kunne være mindst lige så spids og utilnærmelig, når han følte, at omgivelserne bare ikke forstod ham og hans mission.
Det var ikke ualmindeligt, at man kunne se zoo-direktøren stille op til interview med en kongeboa om halsen. Det synes ikke at anfægte Peter Bo Rasmussen, når slangen stak sin tvedelte tunge ind foran tv-kameraet - han fejede bare slangen til side.
Det virkede som om han følte sig i bedre selskab med krybdyr end med mennesker.
Anholdt
I sommeren 2009 blev Peter Bo Rasmussen anholdt sigtet for røveri mod en tjekkisk dyrehandler.
Sigtelsen for røveri blev efterfølgende droppet, men sagen om fem meget sjældne vorteøgler kom alligevel til at koste dyreelskeren anseelse og en formue.
Han købte øglerne for 175.000 kroner - de samme øgler kostede i marts 2011 ham desuden en rekordstor bøde på 150.000 kroner for ulovlig import af truede dyrearter.
Bøden dækkede desuden over en lang række andre overtrædelser - blandt andet at lade besøgende klappe tigerunger mod betaling.
I mellemtiden var Næstved Zoo gået konkurs og hans hus blev solgt på tvangsauktion. Peter Bo Rasmussens samlever og en veninde forsøgte desperat at samle stumperne op og holde dyreparken kørende, men måtte give op.
I slutningen af 2010 overtog svenskeren Spoocky Sébastien Lambert Zoopark.
