Tennis: Det var hans internationale karrieres sidste slag, og så var det ganske passende formentlig også det vigtigste. 24-årige Martin Pedersen sikrede sent søndag eftermiddag dansk tennis oprykning til næstbedste lag i Davis Cup ved at besejre den unge bosnier Damir Dzumhur.
- Da vi startede sæsonen, havde vi slet ikke drømt om det, jubler Martin Pedersen, som fastholdt, at hans beslutning om at stoppe karrieren stod urokkeligt fast, selvom det skulle blive til et møde med Schweiz og en hvis Roger Federer i næste sæson.
- Det er en fantastisk måde at slutte sin karriere på. Jeg kunne ikke ønske mig en bedre afslutning. Tænk at vinde sådan en kamp foran sådan et publikum og foran resten af holdet.
For ganske vist snuppede Damir Dzumhur det første sæt til stor jubel for hele personalet fra den bosniske ambassade, men siden begyndte Martin Pedersen på en metodisk nedbrydning af sin modstander. Det kulminerede i fjerde sæt, hvor Damir Dzumhur stoppede efter en serv og tog bolden til sig, blot for at opdage sin fejl, da serven ikke var blevet dømt ude. Det førte få bolde senere til et break, og Martin Pedersen så sig aldrig tilbage.
Han tømte alt, hvad kroppen rummede af saft og kraft og hamrede det ene servees efter det andet ned over banen.
- Jeg var træt fra start til slut, men drengene ude på sidelinjen holdt mig kørende.
Davis Cup
Oprykningskamp Euro/Afrika gr. 2.
Danmark-Bosnien/H. 3-2
Frederik Løchte Nielsen-Aldin Setkic 6-4, 6-2, 6-3.
Martin Pedersen-Amer Delic 1-6, 7-6, 6-7, 6-4, 4-6.
Frederik Løchte Nielsen/Thomas Kromann-Amer Delic/Ismar Gorcic 3-6, 6-2, 6-3, 3-6, 6-3.
Frederik Løchte Nielsen-Amer Delic 6-7, 5-7, 3-6.
Martin Pedersen-Damir Dzumhur 3-6, 6-1, 6-3, 6-2.
Tilskuere: 300.
Læs mere i Frederiksborg Amts Avis mandag
