Ringsted: Bønnespireproducenten Bønnelykken i Ringsted har mistet en million kroner i omsætning og har afskediget 10 medarbejdere efter sommerens store kolibakterie-skandale. Men virksomheden får ingen erstatning.
Direktør for Bønnelykken i Ringsted Ulla Essemann, har ellers gået og ventet på, at en EU-erstatning til de grøntvirksomheder, der led store tab som følge af den aggressive VSPE-bakterie, der kostede 22 mennesker livet denne sommer.
Men Ulla Essemann har ventet forgæves, for det er kun agurk- og tomatproducenter, der får erstatning fra EU. Bønnelykken får ingenting.
- Jeg er enormt skuffet. Vi har mistet en million kroner i omsætning og cirka 10 medarbejdere. Vi kører kun på halvt blus nu. Havde vi ikke også vores salatsnitteri, havde det været slut allerede, siger Ulla Essemann.
En lille tysk spireproducent blev udpeget som den skyldige. Der var intet at udsætte på de danske bønnespirer. Alligevel måtte Bønnelykken i Ringsted kassere mange tons bønnespirer, da krisen var på sit højeste.
Alle bakker tilsyneladende Ulla Essemann op i, at Bønnelykken bør have erstatning.
- Der er jo kun en teknisk begrundelse, og den er, at listen over muligt ramte producenter, blev lavet i EU inden, man havde fundet synderen, siger Ulla Essemann.
Ulla Essemann håber, der kan søges støtte til en "objektiv og saglig" markedsføring om det danske produkt:
- For at komme alt det her til livs og få afmystificeret spirerne. Det her står jo printet ind i folk, siger hun.
