Tre-årige Victorias familie sætter pris på, at der bliver tænkt på Victoria. Den sætter pris på den fond, som en bekendt af Anita Scheuermann har taget initiativ til at oprette, efter at hun mistede livet i tirsdags.
Det siger Anita Scheuermanns nærmeste veninder til Sjællandske.
Victoria blev på et splitsekund forældreløs, da Anita Scheuermann blev skudt og dræbt i et hus i Faxe Ladeplads. Det var Victorias far - den tidligere direktør for Næstved Zoo, Peter Bo Rasmussen, der stod bag forbrydelsen. Efter udåden tog Peter Bo Rasmussen livet af sig selv.
Ufattelig tragedie
Anita Scheuermann har i flere år været tæt knyttet til særligt to kvinder, som er 33 år ligesom Anita Scheuermann. De to ønsker ikke at stå frem med navn, fordi de er så berørte af, hvad der er sket. De har brug for ro frem for en masse opmærksomhed. Men deres navne er redaktionen bekendt.
- Vi stod både Anita og Victoria enormt nær, og de er som familie for os, erklærer den ene af de to veninder. De har begge ofte overnattet hos zoo-parret og Victoria.
Mens Victorias familie har frabedt sig henvendelser fra pressen, så har veninderne indvilget i at tale med Sjællandske om lille Victoria og den fuldstændig ufattelige tragedie, som har ramt hende, efter at de har erfaret, at der er blevet oprettet en fond til fordel for hende.
- Familien har fortalt os, at den er glad for, at der bliver tænkt på Victoria, og at de sætter pris på fonden. De er meget glade for, at folk vil støtte Victoria efter hendes store tab, siger veninden.
Tænkte altid på andre
Ifølge hende er det ingen tilfældighed, at op mod 1000 mennesker fredag havde været forbi Anita Scheuermanns mindeside på facebook. Det er heller ikke tilfældigt, at flere allerede har sat penge ind på en konto til fordel for Victoria, som i forhold til andre tre-årige børn kommer til at leve et anderledes liv uden en mor og en far.
- Det er det største tab, vi har oplevet. Anita er et af de smukkeste og mest beundringsværdige mennesker, vi har mødt gennem vores liv. Hun tænkte altid på andre før sig selv og var altid fuld af livsmod og havde det dejligste smil. Hun var en af de personer, man bare følte varme og glæde ved blot ved hendes tilstedeværelse. Alle, der har mødt Anita, vil kunne bekræfte dette, erklærer veninden.
Ønskede det bedste
Anita Scheuermanns største ønske var ifølge hendes familie at give sin lille datter et godt liv i tryghed. Alt, hvad hun foretog sig, var med Victoria i tankerne.
- Det er ikke til at forstå, at Anita ikke får muligheden for at se sin lille pige vokse op, og at Victoria nu skal leve uden sin elskede mor, fortsætter veninden.
Trods alle de varme tanker, som folk sender til familien og til de pårørende, så er det alligevel noget andet, der rører sig hos de nærmeste.
- Personligt er vi et helt andet sted i tabet og sorgen lige nu.
Det er Anita Scheuermanns ekskæreste fra 2001 til 2005, Michael Bøgeskov, Næstved, som er i færd med at oprette en fond til fordel for Victoria. Veninderne er glade for initiativet, fordi de ikke selv har kræfter til den slags på nuværende tidpunkt.
- Vi håber, at nogle af de mange mennesker, som føler med Victoria, vil være med til at bidrage til, at hun kan få nogle af de ting i livet, som Anita så inderligt ønskede for hende. Victoria vil aldrig få sin Mor tilbage, men forhåbentlig kan fonden være med til at berige hendes liv på en masse andre måder, og opfylde bare nogle af de ønsker og drømme, som en vidunderlig Mor havde for sin elskede lille datter.
Efter tabet af sin mor er Victorias nærmeste familie nu hendes morfar, morbror og moster.